Åh Europa

De europæiske ledere og den amerikanske præsident er igen ude med ideen om '30 dages våbenhvile i Ukrainekrigen.' Pinligt.

Nej Kondrup: Det hedder 'åh nej, Europa!' Og din titel er allerede taget. I slutningen af 1980erne skrev Hans Magnus Enzensberger et essay Åh Europa, hvor han gav en personlig beretning om forskellighed og enhed i Europa. Det var en anden tid. Vi unge var optimistiske dengang og havde gå på mod. Nu er drømmene om det forenede Europa for længst blevet til et mareridt for mange. Og måske allerede for mange. Enhed er blevet noget, som skal signaleres. Men hvad er det da, vi enes om for tiden?

Med toget til Europa

I denne weekend 9-11 maj 2025 tog fire ledere fra europæiske lande, alle fra Entzenbergers interrailgeneration, toget til Kyiv. Billedsiden fungerede. De kalder sig koalitionen af villige, og siger, at de repræsenterer 20 lande. 30 dages ubetinget våbenhvile i Ukrainekrigen, forlanger de, ellers vil der blive sanktioner fra EU og USA.

Hyggeligt ser det ud. Er det den polske præsident Tusk, som tager billedet? Jeg husker selv hvordan disse møder i en togvogn gennem ukendte landskaber pludselig kunne åbne op for stærke følelser og vidtløftige ideer. Problemet er, at det hele er fuldkomment forrykket fra virkeligheden. Hvorfor i alverden skulle Kreml gå med til det? Og hvad er det egentligt, som koalitionen truer med? Flere våben til Kyiv og sanktioner? Et slag i luften: Kyiv mangler mandskab, så selvom Tyskland skulle låne sig fra hus og hjem, for at bygge fabrikker om til våbenproduktion, så vil de ukrainskes væbnede styrker være decimeret inden de første kanonløb forlader fabrikken. Fronten slår allerede sprækker. Desperationen er fuldkommen.

Lad os ligę stoppe op

Ok, det mest sandsynlige resultat i Ukraine er stadig en frossen konflikt, så på den måde vil europæiske våben godt kunne nå at komme til fronten om nogle år. Men til den tid vil der være en ny strategisk situation. Konflikten vil være frosset. Det er i al sin enkelhed vurderingen fra observatørerne og de geopolitikkyndige. Man ønsker en fredsløsning, da en ulmende konflikt er vanskelig at håndtere og uhensigtsmæssig for alle parter. Se bare situationen i Jammu & Kasmir. Her er det også en større regionalmagt, som står overfor en mindre. På det punkt er der analogi. Konflikten i Sydasien er frosset, ja nærmest ‘sovende,’ men kan pludselig blusse voldsomt op, hvis ikke parterne er indstillet på, at holde den nede. ‘Våbenhvile’ er lig med fortsat krig. Det glemmer man tit i den vestlige offentlighed: Kamphandlingerne forstummer, men forholdet mellem parterne er uafklaret. Det er det, som menes med ‘frossen’ eller ‘sovende’ konflikt; parterne er stadigvæk i strid: Der er ikke fred.

Løsrevet fra Virkeligheden

Dem som tager udgangspunkt i virkeligheden står i skarp kontrast til levebrødsanalytikere, som blot skal komme med vurderinger til pressen, der passer ind i den herskende fortælling. En forsker, Isabel Bramsen, blev i denne uge citeret for at sige: ‘Det er mere komplekst i forhold til Rusland. Vi vil ikke være dem, der siger, at Europa ikke skal opruste i denne situation. For så bliver Ukraine bare løbet over ende.’ Dette er en sammenhæng løsrevet fuldstændigt fra virkeligheden. Bemærk at i den nuværende situation nyder man godt af, ikke at have geopolitikkyndige i administration eller blandt forskere. Propagandaen kan passere gennem systemet uden barrierer. Ingen stiller spørgsmål. Ingen har svarene. Kritik udviskes i store forkromede rapporter, hvor ‘alle’ er blevet spurgt, men ingen er taget alvorligt. Det hellige narrativ bevares. Og det fører til mere krig.

Vildfarne planer

Hvis Europa skal opruste, hvem skal våbnene så laves til at bekrige? Rusland? Og hvilke våben skal det så være og til hvilken situation? Er der en I kan ringe til? En livline til realiteterne? Det giver ingen mening at forberede sig på en krig, som allerede er afgjort: Kyivs styrker bliver i de nærmeste år løbet over ende og vi har ikke flere våben at give dem, det ved enhver, som følger med. I løbet af en overskuelig årrække vil vi kunne producere nogle våben, men de grundlæggende spørgsmål stilles ikke: virkeligheden på slagmarken, spiller ingen rolle, når der skal laves dyre rapporter i Vesten. Politiseringen er gennemgribende fra efterretningstjenestens trusselvurdering til fredsforskernes idealforestillinger. Diskursen kender vi. Men der samler sig om ikke andet konturerne til en fremgangsmåde:

1. Vi truer Rusland til våbenhvile og tvinger dem dermed til at standse deres nedslidning af de ukrainske væbnede styrker.

2. Vi taler truslen fra Rusland op og låner en ekstraordinær mængde penge og pumper dem ud i industrien, ved at staten køber våben af fabrikkerne for pengene.

3. Vi udsteder europæiske obligationer, såkaldte ‘Eurobonds’ og ophæver gældslofterne i de enkelte medlemslande, også der hvor det er indskrevet i forfatningen.

I Tyskland gik valget sådan, at denne strategi nu bliver muliggjort gennem Forbundsdagen: Merz regeringen fik i denne uge mandat til at indføre et gældsregime i modstrid med forfatningen. Så er næste skridt en tur til Kyiv, for når vi begynder ned ad denne sti, er en lille uendelig krig mod Rusland i Ukraine, måske alligevel ikke så tosset: Den legitimerer planen, som varsler genrejsning af Europa! Og det sker ved anvendelse af den politiske finte, Københavnerskolen indenfor International Politik kalder ‘sikkerhedsliggørelse;’ altså at vi fokuserer på en trussel og laver ekstraordinære tiltag udenom forfatningen for at redde os fra den. Det er jo til vores allesammens bedste, siger vi, når vi indfører Euro-obligationer, som vores børnebørn, kan betale af på til de segner, hvis vi altså ender som storebror USA: Med gæld til op over skorstenenen.

Ud af ekkokammeret

Det her er udkastet i et ekkokammer. Er der overhovedet nogle politikkere, som har forklaret det her til de europæiske offentligheder? Har der været nogen mulighed for at stille sig kritisk i forhold til det og anvende fornuft? Eller kører det derudad i selvforstærkende krigshysteri? Vi har glemt årsagerne til, at der blev krig i Ukraine; nu er krigen bare en krise, som for alt i verden ikke må gå til spilde. Men før vi fortsætter i blinde ud ad en tangent, kunne vi så ikke lige besøge virkeligheden en sidste gang og spørge: hvad er det for en krig, vi er i? Hvad er det, fjenden vil? Husk: Kreml har startet denne krig for at få en ny fred. Alle kender deres krav. Og det Kreml mindst af alt ønsker sig, er en situation, som i Moskva vil blive opfattet som pegende frem mod Minsk III med en guerillakrig i de besatte områder. Moskva mener sig røvrendt i Minsk I & II, hvor NATO langsomt krøb ind i Ukraine. Det er derfor, det for dem at se, er fornuftigt med en krig: De føler sig truet af NATO. Og det kan vi mene om, hvad vi vil, men krigen kommer til at fortsætte, så længe parterne ikke taler sammen; sålænge vi bliver ved at ignorere fjendens interesser og stille os i forhold til dem.

Konklusion

Kreml har ikke mere politisk kapital til at lave ufærdige aftaler med Vesten, som bygger på tillid. Sådan er det. Og det stiller os dårligt i forhold til at få fred. Men er dét, vi ønsker mere krig? Koalitionens plan er at låne penge og subsidiere industrien: Indtil Bundesbank også er bundløsbank, og Tyskland, ligesom alle andre store lande i Vesten, er blevet insolvent. Men bare så vi er klar over, hvad der foregår. Vi har ikke stemt på det, nogen af os, EUs udenrigs- og sikkerhedspolitik var ikke en del af EU-valgkampen. Det her foregår hen over hovedet på europæerne: Er spørgsmålet ikke i virkeligheden om nogen os af rent faktisk, vil det her?