Det er nødvendigt med debat

om Ukraine med udgangspunkt i situationen dernede. Hvis ikke vi forholder os til det kan det også komme til at berøre os og ikke bare med snak fra meningsdannere og politikkere om frygt for 'Putin.'

I sidste uge blev jeg kontaktet af DR2 Debatten og interviewet over telefonen af en medarbejder, med henblik på om jeg kunne deltage i deres udsendelse 16/5 2024 om Ukrainekrigen. Jeg fortalte dem mit syn på det og hørte så ikke mere fra dem. Det fik mig til at se udsendelsen og her i Pinsen lyttede jeg til Verden ifølge Gram på P1 om Ukraine fra 1/5 2024, også fra statsradiofoniens hånd. Der var ikke meget jordforbindelse i nogen af de udsendelser, så efter at have spurgt mig lidt omkring, hvordan det står til med viden om Ukraine og Rusland i Danmark, har jeg indset, at det er på tide med en debat her til lands om Danmarks, NATOs og EUs deltagelse i krigen; vel at mærke en debat med udgangspunkt i situationen i Ukraine; ikke blot en skindebat fokuseret på profilering af debatører i pressen, men med udgangspunkt i ‘virkeligheden på jorden,’ som man siger.

Vi må have en samtale om det her

Det som mangler for, at vi kan have en samtale om, hvordan vi skal forholde os til krigen i Ukraine er, at vi tager udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad vil russerne have ud af deres invasion af Ukraine? Hvis der skal forhandles, er det essentielt at vide, hvad de andre vil, sådan at man selv kan få noget ud af en forhandling ved at vide, hvor man kan ‘bytte’, og på den måde få mest muligt, for det man giver. Men vi er nu over 2 år efter krigsudbruddet og det har endnu ikke været muligt at tale om Ukrainekrigen med udgangspunkt i dette centrale spørgsmål, fordi man, hvis man insisterer på at forstå konfliktens arne og udvikling, samt finde ud af hvad Ruslands nationale interesse er, altså hvad som har drevet Moskva til at invadere Ukraine, ja, så bliver man udskammet som 5te kolonne: Samtalen holdes ikke igang længe, før man bliver udråbt til ‘Putinapologet,’ eller hvad det er moderne at slynge ud mod dem, som ikke snakker pressens udlægning efter munden, og så er der jo ikke nogen debat. Særligt tragisk, og farligt, er det, at dem som argumenterer sagligt, aldrig vil blive taget alvorligt, fordi den nuancerede argumentation på forhånd opfattes som et argument for ‘det andet,’ altså et forsøg på at legitimere fjenden, fordi nuanceret argumentation er anderledes, ligesom ‘fjenden,’ er anderledes. Vi må forbi denne blindgyde, nu.

Nej, russere og deres ledere er ikke onde

Som jeg forstår det, foregår al samtale i Danmark vedrørende krigen i Ukraine, uden at man taler om konfliktens udspring, forløb og afslutning, men i stedet taler man om, hvordan vi skal forholde os til ideen om ’russerne kommer,’ som det hed i 80erne, dengang hvor jeg var ung, hvor dette mantra blev gentaget dag ud og dag ind. Vi opfattede russiske sportsfolk som maskiner; myterne om Sovjetunionen var mange. Jeg husker da vi kom dertil med Next Stop Sovjet; det var anderledes end vi havde lært, men også fuldkomment dysfunktionelt. Min pointe er her, at vi skal undgå at havne i en skindialog, hvor det handler om at være mere eller mindre bange for Adolph Hitlers genkomst i skikkelse af den russiske leder. Det er for dumt og under alle omstændigheder ikke et højt nok niveau til, at vi kan få en fornuftig samtale i gang om vores interesser og hvordan de flugter med andres interesser, så vi kan finde ud af, hvordan vi skal handle. Lad os i stedet betragte Ruslands nationale interesse som en følge af deres perspektiv og stoppe med at fabulere om personer, og så begynde at tale om politik og holde op med at narre os selv at tro, at vi er de gode eller kloge eller udvalgte og de andre er de onde, som om det var en Disneyfilm vi var med i. Rusland står idag styrket, selvom russerne har rodet sig ind i en krig; det er tydeligt, at de er dygtige, når de klarer sig så godt i en hårdt presset situation. Hele det cirkus med: at russere er ‘imperialister, som vil overtage hele verden’ eller at finner har ‘let til kniven’ eller at britter er ‘racistiske folkemordere,’ er alle som en absurde forsøg på at pådutte andre en essens ved at bilde sig selv noget ind, som er løgn på baggrund af ting, der er sket i fortiden; meget er sket, helt sikkert, men lad os nu se på verden med voksne øjne: national-stater har interesser. Disse interesser kan være modstridende staterne imellem. Det kan lede til konflikt. Hvis vi forstår konflikten, kan vi måske bidrage til at løse den. Hvis vi ikke kan forstå konflikten, vil den gå sin gang med os.

Ukraine, en gammel konflikt

Siden jeg var dreng har jeg beskæftiget mig med geopolitik dagligt og i mange år undervist i det, blandt andet på Københavns Universitet 2009 – 2017. Der var situationen i Ukraine altid på pensum, ligesom den var det, dengang jeg selv studerede Statskundskab i 1990erne. Efter NATO-beslutningen i april 2008 om at holde døren til medlemskab åben for Georgien og Ukraine har det været et tema, hvorvidt det vil være muligt for NATO at projicere magt ind i den nordlige del af Sortehavet, hvorved Rusland ville blive lukket inde. At projicere magt ind i Ukraine blev dengang anset for særdeles vanskeligt og derfor var det allerede i 1990erne klart at udvidelse af NATO ind i Ukraine, ville blive opfattet som dybt konfrontatorisk i Moskva og at det ville kalde på en reaktion, som NATO ville få store problemer med at håndtere: ’Det vil være at krydse den tydeligste af alle røde linjer,’ som den nuværende CIA direktør sagde til den daværende amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice, dengang før NATO-topmødet i Bukarest 2008, og selvom Tyskland og Frankrig var imod hen over weekenden, blev det altså vedtaget, at hvis Georgien og Ukraine ville søge om optagelse i NATO, så ville man behandle deres ansøgning. I august 2008 invaderede Rusland så Georgien. Den sammenhæng glemmer vi alt for ofte og når vi tager det med, bliver det som oftest til personangreb, også selvom det er folkekære deltagere i debatten.

Situationen i Ukraine

I februar 2022 invaderede Rusland Ukraine og besatte store områder i sydøst. I slutningen af marts måned 2022 var der forhandlinger i Istanbul, men den Ukrainske præsident valgte at forlade forhandlingerne (efter et møde med Boris Johnson, som Sky News dækkede sådan her) hvorved Kiev og Moskva havnede i krig med hinanden. Efter over 2 års kampe er situationen håbløs for Kiev:

1)        De ukrainske væbnede styrker (UVS) er havnet i en nedslidningskrig mod en meget stærk modstander, som rykker frem over en bred front fra Kherson oblast (oblast er en regional administrativ betegnelse = amt) i syd til Kharkiv oblast i nord gennem Donnetsk og Lugansk i øst. UVSs reserver anslås til at være under 50.000 mand og med tabstal omkring 1600 mand per uge, samt flere og flere tropper, som simpelthen overgiver sig på grund af håbløse vilkår i skyttegravene, er UVS reelt løbet tør for mandskab: Selvom de mobiliserer, vil de ikke kunne nå at bringe bare dårligt trænede tropper til fronten, før den brækker over. ‘Kollapset er immanent’ er en ofte anvendt teknisk betegnelse for situationen for regimet i Kiev i Ukraine, som også politisk, internt i regeringen, er meget skrøbelig. Uanset hvilke våben NATO-landene forærer Kiev, vil UVS ikke have mandskabet til at bruge dem og de styrker fra NATO landene, som allerede er i Ukraine for at operere våben, er under angreb fra missiler fra Den russiske Føderations væbnede styrker (RVS). 6/5 2024 blev Frankrigs og Storbritanniens ambassadører kaldt til Kreml (betegnelse for centraladministrationen i Rusland = repræsentanter for regimet) og informeret om at angreb fra dem på russisk område vil blive gengældt af RVS i og udenfor Ukraine. Det har indtil videre begrænset angreb med missiler ind på Russisk område, siden den trussel om gengældelse. Rusland har indlemmet de 4 nævnte oblast samt Krim under den russiske forfatning. Det gør dem i russernes øjne til russisk territorium. At alle andre ikke anerkender det er noget andet. Vi er i konflikt med Rusland, og de agerer ud fra deres opfattelse; vi efter vores. Rusland har atomvåben og deres doktrin for anvendelsen af dem er, ligesom i alle andre lande, som har denne type våben, at de vil bruge dem, hvis de bliver angrebet og oplever sig truede på deres eksistens. Sandsynligheden for at atomvåben kommer i anvendelse steg, da planerne for NATO-udvidelsen kom til at omfatte Georgien og Ukraine, men er stadig minimal. Den ville dog være steget yderligere, hvis Rusland havde lidt nederlag på slagmarken. Det gjorde de ikke og det var der nok heller ikke nogen, som seriøst regnede med at de ville, men vi håbede det og gik så i selvsving, ved at glemme krigens realiteter: UVS er nu slidt helt ned.

2)        UVS mangler materiel. RVS har overvægt af alle typer våben og dominerer i elektronisk krigsførelse sådan, at det er vanskeligt for UVS at forsvare sig ved hjælp af droner og gengældt ild. Det essentielle omkring krigsførelse i et såkaldt post-sovjetisk teater som Ukraine, er, at det er spækket med antiluftskyts; Sovjetunionen forsvarede sig mod en NATO-invasion understøttet af en avanceret kampflysstyrke og Ukraine havde derfor i starten af krigen et temmeligt solidt sovjetisk missilsystem til nedskydning af fly (S-300), som det havde suppleret med vestlige systemer. Bemærk at Rusland opfatter krigen i Ukraine som et forsvar mod NATO. Det kan være vanskeligt at se tingene fra de andres perspektiv; vi, altså NATO er jo de gode og vi forsvarer os mod de onde, som ikke skal være bange for os, fordi vi er de gode, men de ser det altså omvendt, om ikke i de termer, så i hvert fald sådan, at NATO-udvidelsen ikke skal presse dem med missilsystemer, og ikke skal lede til en situation, hvor Rusland ikke kan udskibe deres produkter og tropper gennem Sortehavet. Hvis det skulle blive umuligt for dem, vil Moskva opfatte sig som afgørende hæmmet, så Krimhalvøen i Sortehavet er af strategisk betydning for Moskva. Tyrkiet administrerer Montreux konventionen af 1936, som garanterer gennemsejling i Bosperusstrædet, mellem Sortehavet og Middelhavet, hvorved blandt andet korn til Afrika kommer frem med skib fra Ukraine. Rusland er en betydelig regionalmagt og Ankara, vil ikke kunne udelukke russiske skibe fra at sejle gennem Bosperusstrædet uden at havne i konflikt med Moskva; tyrkernes hær er stor, men et pres fra Mellemøsten og Afrika, for ikke at tale om Rusland, vil de ikke udsætte sig for, så med Krim er Rusland i stand til at opretholde en sydhavsflåde med base i Sortehavet og det er for dem en vital interesse. Den russiske flåde i Sortehavet er for tiden temmelig stækket efter angreb fra UVS, men vil på sigt kunne genopbygges ud fra Sebastopol på Krim. I den sidste ende handler konflikten om russiske sikkerhedsbekymringer. Og ukrainske. Hvis Kiev mister Odessa oblast til Moskva i krigen, vil de ikke kunne udskibe korn og solsikkeolie og hvad de ellers måtte have at tilbyde verden, hvorved Kiev vil være stort set uden indtægter: Det vil være ekstremt vanskeligt at bygge et land op dernede uden udskibningsmulighed, da de ting de eksporterer, vanskeligt kan transporteres på anden måde end med skib. UVS vil ikke være i stand til at tage Krim, men hvad ville der skulle til, for at de kan holde Odessa? - Vil mere materiel være nok, eller skal der en forhandling til?

3)        Ud over mandskab og materiel mangler UVS moral. Ikke fordi ukrainerne ikke er modige. Det er de. Særdeles modige, men fordi de mangler ledelse og at en mængde hovedløse beslutninger, man husker måske ideen om ’Den store ukrainske Modoffensiv,’ har ført til, at UVS nu er udmattede: alle soldater som har været ved fronten, fortæller den samme historie. Først får de deres stillinger bombet med FAB 500 eller det som er tungere. RVS har modificeret denne bombe til at kunne glide ind mod sit mål, styret af GPS og det gør disse såkaldte ‘glidebomber’, relativt præcise. Rusland har enorme mængder af disse bomber, som de monterer vinger på, sådan at de kan smides på afstand af fronten, hvilket gør de fly, som sætter dem i luften mindre sårbare for antiluftskyts. På et tidspunkt får UVS så deres bombede stillinger stormet, hvorefter RVS rykker deres artilleri og elektroniske krigsførelsesudstyr, droneflyverenheder og soldater et trin frem og efter nogle uger, rykker RVS ind og overtager området. Russerne har ikke travlt og bevæger sig kværnende frem med i en stil, som får UVS styrker til at fornemme det uundgåelige, hvilket ofte og oftere får dem til at overgive sig til de russiske stormtropper; selvom RVS på ingen måde forcerer, rykker de frem, mark for mark, landsby for landsby, mens de slider UVS ned. UVS holder stand ved Vuhledar og Kupyansk, men er presset tilbage fra Avdiivka til Chassov Yar, som er det sidste naturlige forsvarsværk i det centrale Donbas. RVS har åbnet en ny front og truer i øjeblikket med at trænge ind langs Oskolflodens vestlige bred, som hvis den tabes til RVS, vil betyde at halvdelen af UVS styrker, så vil være omringet. Derfor må UVS nu indsætte de sidste reserver til at bremse RVS øst for Kharkiv By, men der er ingen strategi i sigte, som vil kunne andet end at udsætte sammenbruddet.

Her en gammel rævs take på det; lidt anderledes end mit, men også med udgangspunkt i situationen i Ukraine (engelsk oversættelse fra tysk).

Hvad er den bedste løsning?

Jo flere våben vi poster ind i denne krig, jo flere døde ukrainske mænd vil der ligge tilbage på slagmarken, jo flere sårede vil der være og jo mere udsultet vil det ukrainske samfund blive på sigt. Der er ikke noget, vi kan gøre for at forbedre Kievs forhandlingssituation, fordi situationen ved fronten entydigt er i Moskvas favør, så langt øjet rækker ind i fremtiden: vi har ikke de våben, som vil skulle til for at skabe et vendepunkt og sanktioner har kun givet bagslag mod os selv og skubbet Rusland og Kina tættere sammen, hvilket næppe var i vores interesse. Vi er fortabt og tilbage er kun hykleriet, for eksempel, at vi nu importerer russisk olie gennem Indien for penge, som havner på det russiske nationalbudget; vi har brugt, hvad vi havde i skuffen af tiltag mod Rusland og de virkede ikke. Tværtimod. Derfor er der ingen bedre mulighed end at opgive nu, set fra Kievs synspunkt. Skal vi have en strategi for hvordan vi bedre sætter vores interesser igennem, må vi diskutere det bagefter. Nu skal vi have fred. Om Kiev vil acceptere nederlaget, er noget andet, men hvis de skal opbygge et land, vil det være nødvendigt for dem at have mænd og Odessa, så Kiev bør ikke risikere at blive rendt fuldkomment over ende. NATO virker (heller) ikke indstillet på at acceptere nederlaget og derfor kan det komme til en situation, hvor RVS fortsætter indtil Kiev har mistet Odessa oblast og Kharkiv oblast (Moskva er ikke interesseret i oblast, som ikke er domineret af ruslandssindede; de kan godt finde på at indtage områder, som de senere kan afgive i en forhandling, men de er ikke dumme nok til at udsætte sig for en længerevarende guerillakrig i deres egen baghave). Det vil sikre dem overfor den trussel de opfatter, at de har mod sig. Bemærk at vi her i Danmark taler om forskellige meningsdanneres og politikeres følelser omkring Ruslands leder og ikke om situationen i Ukraine. I dag 21/5 2024 oprandt så dagen hvor præsidenten i Ukraine, Volodymyr Zelenskyj ikke længere har nogen konstitutionel legitimitet og nu er selvbestaltet og på grund af krigsretstilstanden (når forfatningen er tilsidesat, taler vi om ‘diktatur’) som leder med magt til at beslutte på vegne af Ukraine. Både i Bakhmut, i Avdiivka og under den såkaldte offensiv ved Robotyne er det tydeligt at de politiske hensyn for præsidenten overfor fremmede magter har trumfet hensynet til Ukraine (se også Kujat i videoen ovenfor). Vi har ignoreret det længe, men kabinettet i Kiev er dysfunktionelt, hvis ikke lammet. Og vi hylder stadig præsidenten, som i begyndelsen af krigen rejste rundt og tog selfies i hele Europa. Dette er endnu et tegn på at situationen er stærkt uholdbar, hvis ikke umulig.

Forhandlingsklar?

Der er en lov i Ukraine, at Kiev ikke må forhandle med Ruslands leder; den skal ændres, før man kan påbegynde at tale sammen om at standse kampene, men om Moskva vil anerkende at Zelenskyj repræsenterer noget som helst (selv siger Kiev, at præsidenten har 64% opbakning, men det er cirka 5 år siden, efter valget, hvor han havde lovet fred med Rusland, samt at bekæmpe korruptionen; det modsatte skete og i dag er det godt og vel omkring 20%, som tror på dét, der siges i tv, og ikke dét, som sker udenfor deres vindue), får vi at se til den tid. Regeringens opbakning i befolkningen er lille udenfor den skare, som er tro mod propagandaen. Modsat er der mange i Rusland som er tro mod Kremls propaganda og ledelsen. Herhjemme synger vi med på Vestens sang om flere våben og at vi skal kæmpe til sidste Ukrainer, fordi at Putin ikke må vinde. Der er ikke meget realitet i det. UVS har tabt. Alligevel håber vi at vi kan sende dem nogle våben, som kan ændre krigens udfald, men det er vanskeligt at finde noget, som giver mening på kamppladsen, hvor RVS smadrer alt foran sig. For eksempel har vi foræret Kiev nogle F16 fly uden at overveje, hvorfra de skal lette (F16 er sårbare med indsugning under hagen, som kan påvirkes selv af småsten: Det kræver 4 km pinligt ryddet start og landingsbane, så der skal nok opsættes noget nyt antiluftværn inden F16 kan deltage i luftforsvaret, så RVS ikke blokerer det hele med et par missiler; logistikken med at projicere magt ind i Ukraine er yderst besværlig og raketter kan de altså lave i Gagarins hjemland).

Vi skal opdateres herhjemme

Når vi taler om Ukraine i Danmark, er det i floromvundne vendinger, for eksempel om genopbygningsindsatsen (og så er der selvfølgelig alt muligt halløj helt ned til de rent opdigtede univers af ‘historier relateret til Ukraine’); som statsbygningsteoretiker og geopolitikkyndig kan jeg kun ryste på hovedet: Vi tager aldrig udgangspunkt i det konkrete, altså situationen i Ukraine, men det gjorde vi jo heller ikke i Afghanistan eller Libyen, eller Mali eller Irak, eller nogensinde og det burde vi begynde på nu, for den her konflikt kan altså løbe løbsk, hvis ikke NATO og Kiev begynder at anerkende realiteterne og i stedet tror, at vi kan eskalere os ud af det her. Rusland står meget stærkt og har vist deres værd på kamppladsen, så de påtvinger os dermed at tage stilling til virkeligheden: De kan ikke intimideres, så på et eller andet tidspunkt må vi altså se situationen i øjnene. Og nej, det var ikke Ruslands mål at besætte hele Ukraine eller at tage Kiev da de i sin tid invaderede med en ekspeditionsstyrke på 190.000 mand: De ville forhandle med truslen om krig; hvis vi gør maksimalt modstand, holder de op med at kalde krigen for ‘en speciel militær operation’ og indkalder reserverne: Rusland har ikke massemobiliseret og klarer sig i høj grad med frivillige: Krigen er ret populær i Rusland og Ukraine er i myten om Rusland et særligt kapitel. Så meget skal man helst vide om det.

Hvad vil Rusland have?

Vi kan godt bilde os ind at russere er dumme, men det hjalp os ikke. Tværtimod. I stedet for at grine af russerne, skulle vi have anerkendt deres interesser for mange år siden, allersenest i Istanbul, april 2022, men nu er vi efterhånden der, hvor det gælder om at redde Ukraine, hvis det kan lade sig gøre. Rusland vil forlange garantier for at NATO ikke genopbygger den hær, som de havde trænet siden 2014, men som nu er opbrugt. Ukraine vil ikke kunne blive medlem af NATO før kampene stopper. Og før Moskva har klare garantier for at NATO ikke breder sig ind i det, som bliver tilbage af Ukraine, kommer de ikke til at stoppe kamphandlingerne. Igen, det er den strategiske situation, som man forudså allerede ved århundredeskiftet, hvor Huntington beskrev dynamikken i Clash of Civilizations, 1998, Buzan og Wæver var inde på sikkerhedsdilemmaet i Ukraine i deres Regions and Powers, 2003 og Mearsheimer forudså det i The Treagedy of Great Power Politics, 2001, alle værker, som studerende i Global Politik har været igennem, for det var de førende teoretikere på området, dengang. Vi kan umuligt sige, at vi ikke vidste, hvad vi gik ind til, da vi besluttede NATO-udvidelsen mod sydøst; formanden for Udenrigspolitisk Nævn ender altid med at sige: ‘Vi kunne jo ikke vide, at det ville ende sådan,’ men det var forudset af stort set alle kyndige på området, så hvis det ender med en belejring af Kiev a la Grozny, fordi vi ikke får standset det her i tide, vil det være en gigantisk katastrofe, for på det tidspunkt vil ‘debatten’ i Europa være en frygtmaskine i tomgang, med sikkerhedsliggørelse af Rusland (altså at gøre en fjende ud af Rusland ved at opfatte dem, som en sikkerhedspolitisk trussel mod os), som vil være meget farlig for os alle. At det også er komplet uønskeligt for EU at have Rusland som fjende, siger vel nærmest sig selv: Det er Washington og Østeuropa som har kørt denne dagsorden frem og vi skal spørge os selv, hvad som er i Danmarks interesse. I Skandinavien. I EU. I NATO.

De russiske interesser

Vi er nødt til at lytte til hvad russerne vil for at kunne etablere en forhandling. Først skal vi have dem til at acceptere betingelsesløs kapitulation og så skal vi give dem et tilbud, som de kan bruge til noget, for at få standset krigen. Rusland ønsker en demilitarisering af Ukraine, hvor UVS, vil skulle udgøre et mindre korps, som kun kan bruges indenlands (korruptionen i området er enorm, på linje med Moldavien, så en hær vil være nødvendig til at kunne afsætte politimestre). Før jul var min mavefornemmelse, at man stadig ville kunne lave en fredsløsning uden at skulle afgive Odessa. Nu er Kiev og Washington totalt pressede, så et reelt udspil, som går ud på at redde Odessa, kunne efter min opfattelse være, at man gør Kiev til en fri by og flytter hovedstaden til Lviv, eventuelt omdøbe landet til Transkapatien & Galicien, men navnet er næppe så vigtigt. Giv Moskva Kharkiv oblast og behold Odessa. Det er mit skudsmål. Hvis først man får Moskva til at acceptere kapitulation og får indstillet kampene, skal man være hurtig med et udspil: Det kan redde Ukraine. Om Moskva vil acceptere ikke at få Odessa oblast er ved at være særdeles tvivlsomt; det vil sikre dem ret godt og de har tabt en del soldater. Det vi skal starte med er at indse realiteterne: Vi gamblede med at gå i krig og vi har som forudset, tabt. Derfor må nu give noget ekstra. Mit forslag vil være at smide forslaget om Kiev som fri by ind i puljen. Der skal tænkes kreativt og ideen om at russerne bare skal opgive og trække sig ud af de annekterede områder, fordi de har vundet over os, skal vendes 180 grader rundt, før vi kan forholde os meningsfuldt til situationen i Ukraine. Og derfor skal vi have ændret mentaliteten i Vesten hurtigt. En måde kunne være at begynde at diskutere tingene seriøst med os selv og hinanden.