Kan vi opnå noget med idealistisk udenrigspolitik?
I Danmark ønsker vi at have en idealistisk stillingtagen til udenrigs- og herunder sikkerhedspolitik. Vi forstår vores interesser ud fra det vi kalder 'værdier'. Giver det mening for os?
Artiklen giver i tre nedslag et indspark til en diskussion af dansk udenrigspolitik:
Vi forsøgte ‘at få demokratiet’ til Afrika.
Vi forsømmer at løse udfordringerne i Europa.
Vi vælger ofte konfrontation og ender så i konflikt, som nu med Rusland og Kina.
Idealismen i dansk udenrigspolitik
Først et par indledende bemærkninger. Når vi skal opnå noget med en politik, skal vi finde ud af, hvad som er i vores interesse. Og så skal vi udkaste en politik, som vi tror vil kunne lede til, at vi opnår det, vi kan, i henhold til vores interesse. Bemærk her, at det vi kan, er centralt. Når jeg bruger betegnelsen ideologisk udenrigspolitik, mener jeg en politik, som har et idémæssigt udgangspunkt i stedet for en realistisk udgangspunkt, hvor vi udkaster en politik, som er styret af, hvordan vi kan få vores interesser igennem i forhold til de andre landes interesser.
Jeg mener, at vi for tiden forfølger en alt for idealistisk udenrigspolitik, som er løsrevet fra virkelighedens udfordringer og gennemføres med ringe resultat, og derfor vil jeg gerne diskutere, hvorvidt vi kan opnå noget ved at fortsætte med det og selvfølgelig skal det på sigt lede til en diskussion af, hvad vi kan sætte i stedet.
Med regeringsskiftet fik vi et brud med det, Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen med vanlig snilde for ord kaldte for en idealistisk idealisme. Som modsætning satte han en pragmatisk idealisme: I stedet for at ride rundt på den høje hest med den store pegefinger at fortælle alle om forskellen mellem godt og ondt, skal vi nu stadig skille skidt og kanel, men forme vores politik ud fra, hvad vi får mest ud af.
Kan vi diskutere det her i offentligheden?
Vores politik er stadig idealistisk, men med det proklamerede skift, blev der åbnet mulighed for at diskutere og eventuelt justere Danmarks udenrigspolitik. Vi har haft en periode, hvor diskussion af vores idealisme ledte til, at man blev sat i bås som en, der ikke vil det gode og derfor arbejder for det onde. I forhold til Ukrainekrigen er det stadig sådan: Hvis man kritiserer den danske politik, betragtes man i offentligheden som var man i ledtog med fjenden og faktisk har det gjort, at der ikke har været nogen reel debat om det danske bidrag til konflikten.
Vi har faktisk ikke så meget debat om udenrigspolitikken, herhjemme. I Danmark er vi bundet af vores forhold til USA, EU og NATO, siger vi tit, som forklaring på det. Selvom Sovjetunion ikke findes længere, er vores sikkerhedspolitiske udsyn præget af, at vi fortsat ønsker at være Washingtons vasal og derudover er vi forfaldne til paroler og de såkaldte ‘værdier’. Vi taler om frihed og demokrati; vi taler om fælles europæiske værdier; vi taler om fred. Det er udgangspunktet. Min pointe er, at disse værdier er idealistiske grundpiller, som virker fornuftige, men som når vi omformer vores værdier til praktisk politik, betyder, at vi ikke noget ud af det, fordi der sker det modsatte, end hvad vi håbede, og som oftest i modstrid med intentionen. Er vi tilfredse med det?
Afrika
Vi har i mange år haft et engagement i Vestafrika med fokus på civilsamfundsopbygning i Mali og Burkina Faso. I 2011 deltog vi under Sikkerhedsrådsresolution 1973 i bombning af Libyen. Der er nu anarki der og syd for hersker et kaos, hvor et konglomerat af grupper er i konflikt med de forskellige stater, som er tiltænkt at udøve suverænitet over området. Jeg var sidste år i Ouagadougou, hovedstaden i Burkina Faso, som er omringet af grupperinger affilieret med Islamisk stat og Al Qaeda. Vi samarbejder ikke med regeringen der, fordi den tog magten ved et kup. Det er vores idealisme; vi har en ambassade, men vi støtter ikke militærdiktaturet, som kæmper for at skabe en nationalstat i landet. Ikke engang indenfor de politikområder, hvor den nye regering fortsætter politikken fra den folkevalgte regering. ‘Der er ikke demokrati,’ siger vi og så kan vi ikke samarbejde.
Vi støtter det gode: Civilsamfund og Demokrati. Vi er de gode. Skål. Det var vanskeligt at få en dialog i gang, dernede. Selv med erfarne analytikere i private sammenhænge. Idealismen lå tungt over det hele. Hvorfor har militæret taget magten? Jo, de demokratiske eliters repræsentanter brugte regeringsmagten til at berige sig selv og underminere hæren, som til sidst ikke ville kæmpe mod islamisterne. Det var gået i hårdknude. Hæren reagerede.
I det vi kaldte for demokrati, som ledte op til kuppet, afløste den ene elite den anden for at udnytte statsapparatet til deres egen vinding. Med støtten fra den tidligere koloniherre, Frankrig, og deres støtter, EU og blandt andre os, afholdt man valg, hvor de velhavende grupper stillede kandidater op, som befolkningen kunne stemme på, og alt var godt, tænkte vi, nå ja, bortset lige fra at hundreder af tusinder mennesker lever som internt fordrevne i landet og at det kun blev værre. De statskapaciteter som var institutionaliseret, er nu ædt op indefra af korruptionen og vi står tilbage med vores idealisme: Vi råber, at alle har ret til dit og dat, men staten, altså den samling institutioner som skal tildele rettigheder til folk og sikre disse rettigheder, gennem ordenshåndhævelse, ja den er eroderet bort og derfor er der ikke nogen rettigheder til nogen. Forskellen mellem ide og virkelighed er til at tage at føle på sådan et sted som Burkina Faso, hvor hundrede tusinder af mennesker lever uden husly i hovedstaden.
Dynamikken har været synlig hele vejen igennem. Jo mere vi talte om menneskerettigheder og løftede pegefingeren overfor de forskellige værn i Mali og Burkina Faso; jo mere vi fik styrket civilsamfundet til at kritisere staten, ja, jo mere så hæren det som eneste udvej at gå ind og tage magten, afsætte de valgte ledere og rydde op i korruptionen. Om det lykkedes er langt fra sikkert. Situationen i Sahel er ekstremt udfordret. De seneste 12 år er det kun gået en vej. Nu kan vi skyde skylden på de nye militærdiktaturer, sætte os på den høje hest og tage hjem. Men kommer vi til at tale om vores eget bidrag til, at det blev sådan? – Kommer vi til at se konsekvenserne af vores idealisme i øjnene? – Kommer vi til at ændre indstilling?
Europa
Styrkelse af oprørsgrupper og Islamisk Stat i Sahel var ikke den eneste konsekvens af indgrebet i Libyen 2011. Snart blev den manglende stat dér, til en motorvej for immigranter, som søger mod Europa for at søge bedre muligheder. I Danmark er vi enige om at de udfordringer landene i Vesteuropa, herunder vi selv får i forbindelse med denne gryende folkevandring, skal imødekommes gennem EU. Desværre har ledelsen i EU ikke nogen løsninger.
’Stop the boats,’ synger nogle af demonstranterne i Storbritannien i disse dage. At udfordringerne findes, kan ikke længere ignoreres. Men er vi i stand til at gøre det, som skal til for at se situationen i øjnene. Forhindrer vores idealisme os i at se løsninger og indse, hvad der skal til. Idealismens store svøbe har altid været konsekvenslogikken: Ja, det ville være bedst, hvis EU kunne sikre sine grænser og fordele byrderne hensigtsmæssigt mellem sig, men når det ikke kan lade sig gøre, slår vi ud med armene i afmagt. Det er typisk idealisme: når verden ikke vil, som vi vil, så er den dum og selv ude om det.
Men vi står tilbage med uforrettet sag. Prøv at se på det økonomiske område. Vi har tilmeldt os, at Europa kan optage gæld og at vi hæfter kollektivt for den gæld, men årsagen til at Europa forgældes, det taler vi ikke om: De korrupte bureaukratier i Sydeuropa, den nedslidte infrastruktur og forældede pensionsregimer i de store økonomier, manglen på billige råstoffer. Og nu er vi havnet som støttenationer i en krig i Ukraine, et land, som på ikke så langt sigt, bliver en klods om benet på EU, som vil få kriminalitetsproblemerne fra Bulgarien, Rumænien, Italien og landene sydøst for, til at blegne.
Vi råber altid op om demokrati og at det betyder at alle er med til at bestemme; den mindst ringe løsning, og så videre. Men ingen af disse emner: gæld, krig, eller immigration, var en del af EU-valgkampen i Danmark, selvom de er en stor del af vores idealistiske udenrigspolitik. Vi taler om idealerne i de store taler, men det bliver aldrig til noget med dem i virkeligheden, og når vi gør brættet op, så er der intet kommet ud af det.
Rusland og Kina
Nu er NATO begyndt at tale om, at Kina skal betragtes som en geopolitisk modstander og at vi skal betragte deres bidrag til den russiske våbenindustri, som forkastelig med sanktioner til følge. Hvordan skete det at det transatlantiske sikkerhedssamarbejde nu omhandler Kina? Idealisme kunne man svare. Vi kender sangen: De andre truer freden og Taiwan er et demokrati, så det er vores værdier som trampes under fode: Vil vi tillade en verdensorden, hvor stormagter annekterer land, som de finder for godt? Skal vi ikke holde fanen højt nu, før hele verden er underlagt tyrraner?
Igen her vil jeg hævde, at der er et andet perspektiv muligt i dansk udenrigspolitik. Kunne man i stedet for altid at ville gennemtvinge vores ideelle fred med krig, forsøge at forholde os mere pragmatisk til stormagterne og spørge os selv: Hvad er deres interesser? At anerkende at andre har interesser er ikke i sig selv et knæfald for dem, men en måde at finde ud af, hvordan ens egne interesser kan lede til en politik, som kan føres ud i virkeligheden, for eksempel en sikkerhedspolitik, som ikke fører direkte til krig.
Nogle husker måske stadig, hvordan vi støttede De baltiske Lande og Polens indlemmelse i NATO, og at vi på Bukarestmødet i april, 2008, besluttede at NATO skulle udvides til Georgien og Ukraine, hvis disse lande skulle ønske det, selvom Rusland var skeptiske. 4 måneder senere var der krig i Georgien og vi fordømte Rusland, og alt var godt, for nu fik de sanktioner og så kunne de lære det, men så skete det alligevel igen i Ukraine. Vi bliver hurtigt enige om, at det hele er de andres skyld, men er vores idealisme ikke medårsag til problemerne og vores mangel på reelle løsninger?
Kunne eftertænksomhed lede os ad en anden vej end krig? Hvad er vores interesse i at øge spændingerne mellem Taipei og Beijing? Er det Danmarks interesse at lægge sig ud med Kina? Mit spørgsmål er i grunden: Er vores idealistiske udenrigspolitik i vejen for, at vi kan varetage vores interesser og ender i dårlige situationer, hvor vi ikke får noget ud af det? Hvis vi indenfor de næste årtier skal til at agere anderledes udenrigspolitisk, er det så ikke nu, vi skal begynde at tage diskussionen?