Månedens magasin - Institutionernes forfald (I)

Offentligheden er dysfunktionel i Danmark. Ministrene svarer udenom, deres chef lyver åbenlyst og polariseringen øges, fordi vi skal vælge, hvem og hvad vi vil høre på, før vi tuner ind på en kanal.

Indledning

I vor nye serie om institutionernes forfald, skal vi se på det som vi indenfor politologien kalder for institutional decay (Huntington, 1968), fordi den moderne politologi kommer fra engelsktalende lande eller er oversat til engelsk, hvor diskussionerne så foregår på engelsk og standardudtryk altså er engelske. På dansk vil vi sige Det institutionelle Forfald, men tænk nu ikke, at vi nu skal til den store forfaldshistorie om, at verden er af lave. Nej, emnet om institutionernes forfald handler om, at vi skaber institutioner og at institutioner forgår, samt at et samfund med en lav institutionaliseringsgrad er et samfund prisgivet omstændighederne, da det ikke kan styres, men også at de mere avancerede politiske institutioner, som vi skal undersøge nærmere her, er vigtige, men har en tendens til at degenerere. Som man allerede nok fornemmer, så er denne artikelserie temmelig langhåret. Til gengæld er de avancerede politiske institutioner, for eksempel, offentlighedens institutioner, som denne første artikel i serien handler om, super spændende.

Månedens magasin giver indsigt ud fra en teoretisk informeret baggrund. I denne måned er det klassisk politisk sociologi, altså den type sociologi, som moderne politisk teori er lavet af. Hvor Sociologi, som disciplin, handler om at sige noget om forskellige samfundsforhold og deres sociale dynamikker, så vil politisk teori forstå og forklare samfundet sådan, at vi kan studere samfundets samfundsmæssighed, altså det som gør et samfund til et samfund, nemlig det politiske. I et samfund er der etableret en politisk orden, indenfor hvilken, borgerne kan socialisere sig til at blive samfundsborgere, det vil sige, handle, feste, arbejde, elske, osv. inden for den ramme, som den politiske orden leverer. Uden den politiske orden er der ikke noget samfund, så når vi taler om politisk teori, er vi nede i essensen af, hvad et samfund er og hvordan et samfund grundlæggende hænger sammen.

Samfundsinstitutioner

De grundlæggende samfundsinstitutioner er helt enkelt uundværlige. Uden militær, politi, beredskab og regering, kan man lige så godt pakke sammen overfor udfordringer, for man vil intet kunne stille op. Tænk for eksempel på Sierra Leone under det seneste ebolaudbrud (2014), hvor de mennesker, som arbejdede indenfor politi og sundhedsvæsen flygtede hjem til deres landsbyer, da virus kom til landet og så var der frit slag for epidemien til at brede sig, indtil Kina og USA beordrede professionel virusbekæmpelse derned og fik bugt med det. Ok, det er et ekstremt eksempel, men INSTITUITIONER er alfa og omega. De institutioner vi skal behandle i denne serie om institutionernes forfald, er meget avancerede institutioner, som hviler på, at der er hundredvis af institutionaliseringer, altså udviklinger af institutioner til at klare nødvendigheder i samfundet, som allerede er på plads. Og det er de i Danmark. Tænk på organiseringen af værn og væsener. Af væsenerne nævner jeg i flæng: sanitetsvæsenet, telegrafvæsenet, pengevæsenet, bankvæsenet, vandvæsenet, brandvæsenet, sundhedsvæsenet, skolevæsenet, man forstår nok, hvor jeg vil hen; man finder let 20, men der er rigtig mange. I Danmark har vi nogenlunde styr på det grundlæggende, men dem vi kalder for de autonome politiske institutioner: parlament, partier, offentlighed og interesseorganisationer har nogle udfordringer, og det er derfor, vi har fokus på dem, her.   

Hvad er en institution?

Institutionaliseret adfærd handler om, at man bare gør det uden at tænke over det. Tænk på familie institutionen. For langt de flestes vedkommende tager vi forældrerollen på os og forsøger at udfylde den på bedste vis uden videre. Vi ringer for eksempel til vores egen mor, eller tænker på, hvad vores far ville have gjort og gør så det modsatte, hvis vi synes, han klarede det dårligt. Mange gange kommer vi til at gøre ligesom vore forældre og bliver først lang senere klar over, hvor meget vi er præget af dem. Vi er alle forskellige, men vi er alle mere eller mindre et resultat af vores opvækst. Det handler om socialisering, altså at vi indøver adfærd og indoptager normer, danner vores personlighed og overvejer tingene, og gennem den proces, bliver vi dem, vi er, som sociale væsener: individer i et samfund. Institutionerne præger os og vi opretholder samtidigt institutionerne gennem vore handlinger. Pointen er, at vi kan studere institutioner og deres udvikling. Vi kalder det samfundsfag.

Institutionerne former os

Lad mig give en definition på hvad en institution er: En institution er en samling af praksis indenfor et felt organiseret ud fra principper for hensigtsmæssig adfærd under en norm. Jeg bløder lige den her sætning op i det følgende: Socialisering foregår som sagt gennem institutioner, ved at vi indøver en praksis, altså får os en adfærd, og derudover lærer at forklare den adfærd for os selv gennem principper, hensigtsmæssighed og normer: Familien giver yngelpleje organiseret ud fra principperne for menneskelig udvikling under normen om omsorg. Vi giver babyen bryst eller sutteflaske eller sonde, altså vi har en adfærd, som er som den er, fordi babyen ikke kan tage føde til sig på anden måde; det er vor forklaring på, at vi gør det sådan. At fodre baby kan så gå mere eller mindre efter hensigten, men det går altså som oftest nogenlunde, for ellers var vi for længst uddøde. Pointen er her, at der danner sig en familie ud fra behovet i yngelpleje og at det er nødvendigt at indse, at uden institutioner falder samfundet hurtigt fra hinanden. Hvis faren, for eksempel ikke forstår sig selv som far, og bare løber videre, uden at anerkende situationen for mor og barn, så kan mor og barn være udfordrede over evne. Det er lettere at se blandt pingviner, hvor moren skal ud i havet at have føde, mens faren ruger æggene, end det er i kønsrollefordelingen i verdens mest udviklede velfærdssamfund, hvor der findes alternativer til at have en far, selvom det statistisk set er en udfordring i livet ikke at have en far, da de faderløse er overrepræsenterede i statistikker som omhandler innovative livsstrategier (Merton): kriminalitet, misbrug, selvmord og anden afvigende adfærd. Institutioner er vigtige og kan ikke bare lige omformes. Når vi skal forstå institutioner og deres virkning, skal vi forstå at institutionerne former os, så når vi handler i en institutionel ramme, er vi ikke altid bevidste om, hvad vi gør og de normer vore handlinger udlever, er selv under transformation og påvirkes hele tiden af, hvad vi gør og hvad vi tænker om normerne, selv og i fællesskab, hvorved vi danner forklaringer og former diskursen, altså den måde vi danner vor opfattelse af verden gennem begreber. Pyha. Det her bliver let meget langhåret, så her kommer den kortklippede variant:

Bureaukratisering, magt og autonomi

Institutioner er nødvendige; de er ofte sejlivede og nogle kører bare af sig selv, men for nogles vedkommende, er det nødvendigt med disciplin og kontrol fra superinstitutionaliseringsmaskinen, som vi kalder for staten. Det leder til det, vi kalder for bureaukratisering, hvor man skaber et system af kontorer, på fransk bureau, med forskellige opgaver, som administrerer de institutionaliserede praktikker i samfundet, hvilket gør det muligt at administrere større befolkningsgrupper. I børnehaver er der for eksempel et kontor, hvor kommunen kan finde på at ringe og lederen skal så op at tale med en på kommunen, en samling af kontorer i byen, når budgettet er skredet, der har været en underretning, eller noget. Bureaukrati har ofte dårlig presse herhjemme og der er da også kun en ting som er værre end bureaukratisering, og det er manglende bureaukratisering, for hvis ikke retsstaten gennemtrænger administrationen, er staten meget sårbar, fordi det bliver hurtigt opfattet som uretfærdigt af borgeren. At staten har en høj institutionaliseringsgrad og et velfungerende bureaukrati, betyder, at den kan styres effektivt og det er forudsætningen for, at man kan lave retfærdig fordeling af rettigheder og goder. Derfor er der ingen grund til at overbureaukratisere og bureaukratiet kan også selv korrumpere, men det er en anden historie, som vi tager en anden gang, for i dag skal vi til institutionaliseringer, som ideelt set er bedst udenfor disciplinering og kontrol fra staten. Det handler om nyhedsformidlingsinstitutioner, altså institutionalisering af informationsstrømmen om politik i offentligheden.

Incitament og formål

En ting er ideal, en anden er realiteterne: Der sker for eksempel i et større mediehus nogle gange det, som man ser i Tv-serien Borgen II, at der kan komme en, hvis kontor ligger oppe på salen over, eller to etager oppe i bygningen, som har en anden dagsorden end den man har på redaktionen, og så kan man måske få et incitament til at sige op eller justere den redaktionelle linje lidt i forhold til stemningen i Radiorådet, eller hvad der er på spil, helt uofficielt, men det sker alligevel. Nej, nej, nej, incitamenter og incitamentsstrukturer, det har vi slet ikke i Danmark, nej, nej, vil nogen måske indvende. Lad os sige at det sker i hvert fald tit i alle andre lande, hvis det er lettere at tale om det på den måde; Holland har et søjlesystem, som principielt set undgår det her på et niveau, men ikke på et andet; for ikke at komplicere, vil jeg sige helt overordnet, at det kan være vanskeligt som medie at holde sig helt autonomt, specielt når man har en vis størrelse. Autonom = sætter selv standarden i henhold til egne normer = selvbestemmende. Den danske serieiværksætter Morten Lund forsøgte engang at lave en avis, som skulle have været autonom og gratis. Frihedsbrevet er et eksempel på en lignende ambition; Kondrups Klumme er autonom, for så vidt at jeg er det, men om man helt sætter sine egne standarder for, hvad man producerer, som deltager i den offentlige samtale, kræver at man kan tøjle den kraft, hvormed man distribuerer sit indhold: Det er lettere for en mand på en ølkasse end for Danmarks Radio at udøve autonomi, for at sige det sådan. Men det er også lettere at arrestere manden på ølkassen, end at arrestere hele Danmarks radio. Nå, men efter disse indledende knæbøjninger, hvor vi har sat et par begreber i spil, kommer vi endelig til:

Den borgerlige Offentlighed

I dag taler vi i samfundsteori om institutionaliseringsgraden, altså hvor stor en tæthed (density) af institutioner vi har og vor højt udviklede de er, hvor effektive de er og hvor udbredte de er; der er myriader af institutioner, som er vævet ind i hinanden, bygger på hinanden og varetager forskellige dele af det samme, så det kan godt forvirre, men det gør altså ikke begrebet mere uundværligt, hvis vi skal forstå, hvordan samfundet er bygget op. Politiets udbredelse helt ud til kanten af Danmark tænker vi måske som en selvfølge, men faktisk er der ikke så meget politi på Grønland og i et land som Rusland, er der store dele hvor der slet ikke er politi og hvor graden af korruption gør dækningsgraden af lov og orden om end meget porøs. Men vi skal som sagt kigge på nogle af de mest avancerede institutionaliseringer, som forudsætter, at alt det andet er på plads. Den borgerlige Offentlighed er skabt i kølvandet på den moderne stats opkomst til at varetage den offentlige samtale i samfund med store befolkningsgrupper. Hvis man vil læse mere, hedder klassikeren Jürgen Habermas: Borgerlig offentlighed – Offentlighedens strukturændring – En undersøgelse af en kategori i det borgerlige samfund, fra 1961, hvor Habermas forudser de udfordringer, vi har i dag med Trump og Frederiksen et al., men hvis ikke man er vant til at læse Sociologisk teori, så kan man sikkert finde en god artikel om denne klassiker, eller om emnet generelt, som ofte vil henvise til denne undersøgelse, hvor Habermas går grundigt til værks og begynder med nyhedsbrevene fra den sene middelalder og frem til avisernes storhedstid og fremkomsten af radio og Tv. Nu er vi igen begyndt at anvende nyhedsbreve til at føre den offentlige samtale. Tankevækkende. Men inden og i mellemtiden har vi haft store kringkastningsmedier, som det hedder på moderne norsk og gammeldansk, altså massemedier, som sender information ud i æteren til alle på en gang.

Meninger skal brydes; ikke mennesker

Den første institutionalisering vi skal se nærmere på, er altså Den borgerlige Offentlighed. Nej, det har ikke noget med at man skal være borgerlig eller stemme på nogle partier, som kalder sig borgerlige, men om ret og pligt til at ytre sig offentligt, hvilket er en Grundlovssikret ret og en grundpille, da den offentlige samtale er selve legitimeringen af de parlamentariske beslutningsprocesser: borgeren oplever ved sin deltagelse at have indflydelse på og medansvar for beslutningerne om hvordan vi skal organisere os med hinanden. Denne vidtforgrenede institutionalisering af samtalen i det offentlige rum, får sin storhedstid i og med borgerskabets magtovertagelse og udnyttelsen af trykpressen til at lave aviser, altså frem til det vi kalder for Det senmoderne Samfund, hvor vi lever, nu. Den borgerlige Offentlighed faciliterer og regulerer ytringer i fællesskabet. Et par af de centrale institutionaliseringer under Den borgerlige Offentlighed er massemedier og parlament, hvor ideen er, at man taler åbent om tingene ud fra forskellige udgangspunkter med den hensigt at finde frem til den bedste løsning, som man kan blive enige om efter at have lyttet til alle. Det går af og til galt, men opfattes af de fleste, der lever i samfund, hvor det fungerer nogenlunde, som det mindst ringe alternativ. Medier og parlament er en integreret del af den offentlige samtale, vi har med hinanden om, hvad vi skal gøre med det fælles. Det handler om politik. Her forsøger Grundlovens §77 at udstrække retten til at ytre sig til alle om alt, hvilket så i lovgivningen i øvrigt, indskrænkes på forskellig vis, retfærdiggjort gennem funktionelle hensyn, for eksempel at samtalen let bryder sammen, hvis man hele tiden sviner hinanden til. Er De i tvivl om det, kære læser, så prøv det i en begrænset periode. Specielt personangreb er ret ødelæggende for samtalen. Altså en begrænset periode! Ligesom ebola, sørger denne strategi selv for, at den går i sig selv, hurtigt. Men den kan altså ødelægge meget inden.

Et eksempel

Det afgørende i forhold til parlamentarismen og det politiske system er, om udstrækning af ytringsfriheden er tilstrækkelig, altså om de ideer kan føres til torvs, som vi skal bruge for at kunne evaluere vores situation, sådan at vi kan finde løsninger og handle på vore udfordringer, før de vokser sig for store. Parlamentarismen bliver underløbet, hvis vi ikke har en samtale om det politiske indhold, for så stemmer vi måske på nogen, som enten ikke aner, hvordan man skal styre, eller ikke gider at gøre noget godt for landet og bare vil have magten for dens egen skyld, uden at vi opdager, at de ikke har nogle løsninger, overhovedet. Den argentinske folkeforfører Peron, er et eksempel på det (Se Kan vi leve af staten?). Men der er mange andre. Pointen er her, at offentligheden er dynamisk: Grænsen for hvad vi synes, vi kan sige og bør sige, bevæger sig. I 1990erne var det vanskeligt at føre den ide til torvs at indvandringens kvantitet og kvalitet kunne have betydning for bevarelsen af det sociale system og de sociale rettigheder borgerne havde tilkæmpet sig, fordi de kommuner, som havde mange vanskeligt integrerbare indvandrere, måtte gå på kompromis med at behandle alle borgere ens. I Sverige satte man til sidst serviceniveauet kraftigt ned og fik derved skabt nogle store spændinger i samfundet, samt grobund for kriminalitet og afmagtsfølelse blandt de marginaliserede og de forarmede. Det undgik vi her i Danmark og det er vi, som folk er flest, temmelig glade for. I dagens Danmark accepterer stort set alle folketingsmedlemmer, at vi må tage så mange indvandrere, som vi kan, altså, at der er en grænse for indvandringen, som er sat af realiteterne: Enten skal vi slække på den offentlige service, eller også skal vi begrænse indvandringen. Vi valgte primært det sidste, men for dem som kan huske det, kom vi ikke frem til det resultat, uden at vi måtte tage nogle grundige samtaler med hinanden om det. I den proces skete der noget. Både form og indhold har ændret sig i den måde vi tager stilling til indvandring. Vi er blevet mere modtagelige overfor emnets betydning for fællesskabet og vi er blevet bedre i stand til at komme med direkte tiltag, som vi tror, kan regulere de udfordringer, som indvandringen har ført med sig. Her er Den borgerlige Offentlighed som institutionalisering af den offentlige samtale, med til at udvirke forståelse for mennesker, som ser anderledes på et emne, ved at facilitere, at man kan krydse opfattelser, men altså også få justeret sin holdning, ved at få udvidet sin horisont.

Hinsides sundet

Svenskerne manglede i udpræget grad en funktionel offentlighed ved årtusindeskiftet og det kom til at koste. Da jeg arbejdede der i Lund 2003 – 2009, var det tydeligt at det videnskabelige personale på universitetet tilhørte den klasse, som ikke ville tale om indvandringen og de udfordringer som kunne være forbundet med det, ligesom resten af den højtuddannede befolkning så det som et ikke-emne. Det lagde et låg på diskursen: Hvis man talte om udfordringerne var man et undermenneske. Som Olle fra kontoret ved siden af betroede mig: ’Danskere er nordens negere,’ hvorved den meget dygtige sociolog fik forklaret mig, at jeg var racist, på hans egen, faktisk meget raffinerede facon og i et sprog, som jeg altså ville kunne forstå, tænkte han og den fes ind. Olle var god nok og den eneste af det videnskabelige personale, som ville spise frokost med mig, for jeg var jo dansker og det hele var allerede meget polariseret derovre, dengang. Min pointe er her, at jeg blev opfattet som racist på min arbejdsplads, uden at være kommet med en racistisk ytring, men netop fordi jeg deltog i samtaler med det teknisk administrative personale i frokostpausen og med alle andre ved kaffemaskinen, hvor jeg svarede på spørgsmål om, hvad det var vi gjorde i Danmark for at regulere indvandringen og de udfordringer, som var opstået i forbindelse med den.

Tilbage til Danmark  

Nå, men i Danmark, var det altså anderledes. Som jeg husker det, krævede det mange lange og ofte ophedede diskussioner omkring middagsbordene, til julefrokoster og på værtshuse, at vi til sidst alle accepterede at indvandringens kvantitet og kvalitet havde en betydning for samfundets udvikling, samt at det måtte vi medregne, når vi tog stilling til hvor mange indvandrere, vi vil have. Der var stor forskel på dem, som var på den ene side og dem, som var på den anden side. Og bølgerne gik højt i debatten; uanset hvem man er, har man nok opdaget den ændring i samtalens grænser, form og indhold, som diskussionerne afstedkom. Overordnet viste det Den borgerlige Offentligheds styrke, at vi blev i stand til at blive mere realistiske omkring fællesskabspolitikken og dens grænser, altså kunne blive mere eller mindre enige om hvor mange indvandrere med ikke-vestlig baggrund, vi vil kunne kapere at integrere i vort samfund. I dag ligger Enhedslisten højt og Nye Borgerlige lavt i forhold til hvor mange flygtninge, vi skal have hertil, men der er en bred konsensus om, at vi lander cirka midt imellem Ø og D, når vi skal finde et leje for kvoter og asylpolitikkens implementering.

Saglighed og offentlighed

Den offentlige samtale er vigtig. Mister vi evnen til den, er vi mere sårbare overfor at ikke at kunne løse vore udfordringer. Situationen i Sverige bruges ofte, som et skræmme eksempel på hvordan det kunne være gået herhjemme, hvis ikke vi havde haft en effektiv drøftelse af indvandringsspørgsmålet. Men kigger vi på, hvad polariseringen gjorde ved institutionen, ser vi en række ændringer i kølvandet på den udvikling vi har været igennem og de spændinger, som den medførte, specielt efter at oppositionen mellem Det radikale Venstre (B) og det dengang nydannede Dansk Folkeparti (O), blev rødglødende sidst i forrige århundrede. A var på 17% i meningsmålingerne i 1997 og det sled på statsminister Poul Nyrup Rasmussens parti (A) at han var forlovet med Lone Dybkjær fra Det radikale Venstre (B), for store dele af hans vælgere var trætte af arbejdsmarkedsreformerne og vilkårene i forstæderne, ikke mindst på grund af udfordringer med netop indvandringen. I 1998 blev en politikers personlige forhold gjort til genstand for valgkampen, da udfordreren til statsministerpostens hjem i Gentofte blev vist med billede i dagblade over tekst med indholdet, at det var for de riges personlige vindings skyld, at Venstre havde foreslået at ændre boligbeskatningen. I dag kan det virke underligt, men det var afgørende for at han tabte valget ‘med en margin på 200 stemmer på Færørene,’ som taberne i ærgrelse forklarede udfaldet af valget. Habermas er ikke så glad for den slags. Grænsen mellem privat og offentlig er afgørende for, at vi kan have en offentlig samtale. Partierne havde i deres kampagner, indtil da kørt helt til stregen, som i det følgende blev overskredet mere og mere, indtil Socialdemokratiets statsminister blev spurgt direkte om hendes mand var bøsse af en journalist, hvorefter denne grænse reelt var fuldkommen udvisket. Hvis man underminerer en persons troværdighed, kan man opnå meget; specielt hvis ikke man har noget sagligt at fremlægge selv, og derfor synes netop denne strategi med at gå efter personen, at være optimal. Og den bliver brugt mere og mere, hvilket normaliserer den. Det er blevet acceptabelt og slet ikke det brud med normen, som det var i Den borgerlige Offentligheds storhedstid. Ad hominem, altså at gå efter personen, ikke sagen, ses også brugt åbent på universiteterne, nu om dage. Aristoteles havde vendt sig i sin grav; altså hvis han havde kunnet det.

Kommissionernes opkomst

I 1999 fik vi så de politiske kommissioner, hvor det blev institutionaliseret, at politikere skulle kaste mudder efter hinanden i semiretslige opgør, hvor der ikke var noget juridisk indhold eller straf, men kun en uddannet dommer for bordenden. Dette underminerer ifølge Habermas tilliden til retsstaten: at dommere skal blandes ind i mudderkastning mellem to personer. Igen er det skellet mellem offentlig og privat, som forsvinder (Se Den borgerlige Offentligheds Strukturforvandling §16). Hvis der er foregået noget ulovligt, skal man dømmes, og så er det en retssag, der skal til, med de rettigheder og pligter som binder de forskellige parter. Hvis ikke det kan ordnes i en retssag, burde det, i et parlamentarisk system, være op til den enkelte borger, at tage stilling til hvilken moral man ønsker lagt for dagen af politikerne: Det kan vælgerne jo afgøre, hvis de gider at lytte til mudderkastningen; det gider Habermas ikke. Når man nedsætter en kommission, som skal undersøge noget, gør man politiske forskelle til juridisk spilfægteri om, hvem som kan lyve bedst og mest effektivt, hvor målet er at tørre skylden af på nogle andre, uden at disse får en dom. En effektiv forvaltningsdomstol og forfatningsdomstol synes bedre at falde i Habermas smag (Facticität und Geltung, 1992). I Sovjetunionen elskede man disse processer, hvor man kunne komme opad i systemet ved at underminere andre ved at anklage dem og få nedsat en kommission. Det hører ikke rigtig hjemme i systemer med parlamentarisme. Kommissionerne har været med til at normalisere en situation, hvor den politiske samtale kommer til at handle om personer og ikke om at diskutere, hvordan vi skal tilrettelægge politikken. I næste omgang, vil befolkningens stigende mistillid til retsstaten og disse pseudoinstitutioners evindelige skuespil, føre til at folk kan stemme på politikere, som repræsenterer det at trodse retsstaten, ved at have været genstand for sådanne kommissioner og stadig have folkelig opbakning. Jeg fabulerer måske noget, fordi jeg har læst for meget Habermas, men i dag har vi faktisk fået en kommissionsomblæst politikker, som ovenikøbet er dømt ved en Rigsret og som intet partiprogram har fremlagt, som står til at få 10% af stemmerne ved et kommende Folketingsvalg. Uanset hvad man måtte mene om det, kan vi forstå det som resultatet af en ændring i Den borgerlige Offentligheds struktur, som har ledt til, at vi i dag er et nyt sted. På denne front er det nye tider i dansk politik. Bemærk hvordan jeg alluderer til, at denne nye tilstand skyldes en ændring i udviklingen i en række institutioner. Vi kalder det Sociologi. Så jeg kunne bruge lang tid på at forsøge at underbygge netop den tese, men jeg vil gerne frem til selve institutionens forvandling og det politiske vilkår i dag.   

Nu om dage

Det første som den nuværende regering gjorde, da den kom til, var at sørge for at ministeriernes pressetjenester blev overtaget af folk fra partiet og at lederens personlige rådgiver i politisk strategi og kommunikation, blev indsat i koordinationsudvalget, så regeringen var polstret overfor offentligheden fra inderst til yderst. Kommunikation er alfa og omega, nu. Bemærk at strategi og kommunikation ikke længere er to forskellige ting. I gamle dage på Institut for Statskundskab, var der dem som interesserede sig for politisk form, altså hvordan man får flest stemmer ud af det flydende vælgerhav, og så dem som interesserede sig for det politiske indhold, hvordan vi styrer staten bedst muligt ud fra den nuværende situation. Vi var i forskellige lokaler i løbet af dagen og lærte vidt forskellige ting. Spin og halløj har jeg altså måttet tillære mig siden. Jeg bruger indholdsanalyserne stadig, men nogle gange er det som at kunne hollandsk, et sprog som ingen forstår; det er sjældent andet end spin og halløj, der er brug for: Det skal der laves om på, men for tiden er det altså det personlige image, som synes at være det altafgørende for hvem som bliver valgt til Folketinget og de politiske forslag til tiltag, er mest i vejen, som noget, der skal overstås og så landes rigtigt i folks bevidsthed. Man må håbe på at det ændrer sig. Ikke for min skyld, men for landets. Pointen er at Den borgerlige Offentlighed er udfordret af, at fokus er forsvundet fra det saglige og alt bliver sat ind på at lykkedes med at manipulere, for eksempel ved at forskyde indholdet rundt, så folk ikke kan finde rundt i, hvad det er man taler om, for så at hæve deres stemme via Instagram med makrelmadder og spinning.

Et mønster eksempel

Arnepensionen var et mønster eksempel på det. Under valgkampen i 2019 var Socialdemokratiets pensionsforslag noget med at nedslidte på arbejdsmarkedet, skulle have en håndsrækning ved, at de ikke skulle bede kommunen om Seniorførtidspension, men i stedet for at bede om det skulle de have ret til det. For nogen som beskæftiger sig med det politiske indhold, altså hvordan vi får tiltag formet og udvirket, så de kommer borgerne til gode, gav det ingen mening, for hvordan tildele førtidspension uden udredning; så ville alle jo kunne få det hvis de ville, så det endte i stedet med at Arne fik sin pension for tro tjeneste, altså netop fordi han kunne arbejde længe og ikke var nedslidt. Det var jo på en måde fair nok, eller hvad man tænker, men pointen her er, at man brugte en ‘kraftigt vildledende’ manøvre og så forsvandt indholdet i samtalen om Arnepension hurtigt i transformationen fra nedslidte til folk med kort nok uddannelse til, at de havde været lang nok tid på arbejdsmarkedet, så de kvalificerede til at få Arnepension, uanset hvor lang tid de i den periode havde været på arbejdsløshedsunderstøttelse! Det er, hvad det er, men altså en gruppe, hvor det er overvejende sandsynligt, at de stemmer A eller O, og det havde til gengæld intet med nedslidte at gøre. Man fornemmer nok, at det egentlige hensyn i den her type politiske tiltag er politiske kommunikation og strategi, hvor netop forskydningen fra nedslidt, til tro tjeneste, får det hele til at glide ned, uden at dem, som det drejer sig om, når at opdage, hvad der foregår og de kan jo også være ligeglade, for de får jo noget: Under valgkampen kunne alle tænke, at politikkerne vil gøre noget for mig som har ondt i kroppen hver morgen; efter valget var det pludselig noget andet. Strukturerne er dog på plads, Socialdemokraterne sidder på alle kommunikationskanalerne og nu kan man så gentage succesen fra 2019 igen i 2022, ser det ud til at man er landet på i A, som strategi til at vinde valget og fortsætte med at regere.

Valgkampen 2022

I denne valgkamp nævnes det fra den samme politiker, den nuværende statsminister, at staten skal blande sig i fastsættelsen af de offentlige lønninger. Arbejdsmarkedsinstitutionerne kommer derved under pres, men det tager vi i en senere udgave af denne serie, som skal handle om interesseorganisationerne. Her er det centrale, at dét, med at lave en vag udmelding, hvor folk kan tænke: Nu handler det om, at jeg skal have noget af staten, kan vise sig at være særdeles effektivt, når man skal fiske stemmer i vælgerhavet. At Den borgerlige Offentlighed på den måde kan manipuleres, tyder dog på, at den er udfordret. Mennesker som fulgte med på Danmarks Radio, søndag 4. september 2022, har formodentlig undret sig over, at der i middagsradioavisen først var et indslag om, hvor dejlig statsministeren er og derefter et indslag, som var skeptisk overfor hendes modstandere. Man var et øjeblik hensat til Coronatidens mediedækning med børn som giver blomster til den store leder på den landsdækkende statslige kanal. Holdt man frem til om aftenen og partilederdebatten mellem de tre statsministerkandidater, så og hørte man en TV-vært på overarbejde, specielt der hvor opkomlingene fra C og V, stillede statsministeren spørgsmål til den forrige valgkamps lødighed, eller når spørgsmålet var: Hvem er det som du har lovet mere i løn? Her greb ordstyreren ind og afbrød, fordi statsministeren på det tidspunkt kun kunne indrømme, at hun havde været kraftigt vildledende, komme med en ny løgn eller gentage den gamle, hvilket var lidt for trangt et mulighedsrum, så tidligt i valgkampen, hvor man gerne skal forsøge at konsolidere de stemmer, man mener at have sikret sig med sin allerede førte politik. På den måde godkender statsradiofonien at statsministeren er groft vildledende, ved at redde hendes ansigt i debatten. Ok, Folketinget har godkendt at statsministeren er kraftigt vildledende, så DR skal ikke tage hele skylden. Statsministerens vælgere godkender det også. Og støttepartiernes, så hvad så? Jeg tænker, at De fornemmer hvor jeg vil hen, med disse spørgsmål. Der er noget galt.

Rammerne for samtalen flytter sig

Om offentligheden fungerer eller ej, handler om hvorvidt befolkningen har et grundlag for at orientere sig. Det har de ikke, hvis det hele er løgn og latin. Skal offentligheden ikke have mulighed for at tage stilling til, om de ønsker en Statsminister, som er kraftigt vildledende? Har offentligheden det, hvis statsministeren aldrig skal svare på noget? Når politologien begiver sig ud i den slags analyser af debatter og spørgsmålet om offentligheden og hvorvidt nogen stilles til ansvar for de ting, de siger og gør, offentligt, som repræsentant for folk, anvender vi turtagningsteori og diskursteori, hvilket er sjovt, men præmissen for analysen er ikke, at der er nogen, som har konspireret for den ene eller den anden, men at strukturerne for, hvad vi accepterer, der kan foregå i en samtale, har flyttet sig sådan, at den hyggelige vært, agerer som han gør, fordi han deltager i det betydningsunivers, hvor det giver mening at gøre det, for ham. Lidt langhåret formulering, men det er også vores specialserie om institutionernes forfald vi er i gang med.

Konspirationsteorierne og spindoktorerne

Politologer bliver ofte kaldt for konspirationsteoretikere og for folk med meget stærke følelser for deres leder og manglende kritisk sans, giver det god mening, på den måde at insinuere at politisk analyse er at ligne med folk, som tror på at verden styres af marsmænd eller jøder eller hvad de tror. Forskellen på en politologisk analyse og en konspirationsteori er metoden og argumentationsformen, men man behøver ikke altid at lave de store analyser, for at undre sig. Se debatten fra 4. september igen og noter på papir hver gang værten redder ansigt for statsministeren. Hvor mange gange er det med undskyldningen: at vi skal videre og nå noget andet? Hvordan noget er vigtigere end at få svar på det, som har hængt i luften i årevis, får vi ikke at vide. Notér Deres undren. Beskriv interventionerne: Hvornår giver ordstyreren ordet til statsministeren uden at stille spørgsmål? Der er ikke noget konspirationsteori i at undersøge noget. Hvem konspirerer, er et legitimt spørgsmål, men når vi sætter os for at lave en analyse, er det først en adfærd vi beskriver, senere den måde, det offentlige rum er organiseret på, aktørernes udsagn og deres handlinger. Når man er bevidst om, hvad der sker, ser man pludselig hvordan tingene gentager sig, det vi kalder for struktur. At der er stor tilfredshed med resultatet, blandt seerne og mediets ledelse, er en anden sag: Statsministeren kom godt ud og det er selvfølgelig vigtigt for den statslige kanal og Socialdemokratiet, men det som er det centrale her, er, at det er den samme stunt, statsministerens kampagne forsøger igen som sidste gang. Denne gang glider det bare mere i olie. Også selvom de to andre igen og igen bliver ved med at pege på det helt åbenlyse, er det ikke et problem længere at være konstant manipulerende, så længe det accepteres i den måde rummet er organiseret på. Her handler det om man kan lide den måde man bliver manipuleret på, eller ikke. At man bliver manipuleret, har man accepteret. De andre gør det samme, er det forsvar, man oftest hører fra As vælgere og støtter. Pointen er, at der er sket en ændring af vort handlemønster og vore normer; grænserne for hvad vi accepterer, er flyttet, der er sket det Habermas kalder en strukturændring.

Den borgerlige Offentligheds Strukturændring

Tilliden til Danmarks Radio kan måske ikke blive lavere, blandt folk som interesserer sig for politik. Det har længe været yderst betænkeligt, det som foregår. Man behøver bare at lytte til landets nu eneste radiokanal med tale, P1, for at afsløre perspektivet i dækningen. Det, som DR selv kalder for De røde Lejesvende, er et perspektiv, og for dem et blindt punkt, som i den sidste ende handler om, hvorvidt man passer ind i organisationen eller ikke. Man har Mikael Jalving med på P1 en gang om måneden fredag eftermiddag til sjov og spas, og man har noget satire med Jonatan Spang og drama og alt muligt; her taler vi om den måde, som perspektivet på det politiske er konstitueret i den såkaldte Nyhedsformidling under public service forpligtelsen: hvad foregår der i nyhedsformidlingen fra tidlig morgen til midnat. Bemærk, at det er først, når resultatet udsendes af mediet, at man kan se strukturerne tydeligt, men dem som laver udsendelserne på TV, ser sjældent deres egne programmer udefra. Måske af gode grunde, men deres ledere skal nok sørge for at deres eget kontor, kommer godt ud uanset hvad, men jeg tvivler faktisk på, at der er medarbejdere i DR som kan se problemet. Som mediebruger kan man undre sig over, at alle medier fortæller den samme historie i det samme omfang. Og så er der undtagelser: Den første dag i minksagen, havde DRs TV-avisen 30 sekunder om det, mens alle såkaldt uafhængige medier, var fyldt til randen med denne enorme skandale, hvor regeringen havde handlet diktatorisk, det vil sige uden hjemmel, og eksproprieret nogle menneskers ejendom i strid med Grundloven. Det var første gang Grundloven var overtrådt siden 1941, altså under besættelsen. Og DR kunne kun den aften præsentere fuldkomment spin i det som lignede en panikreaktion fra den danske mediegigants ledelse. Derfra kan man ikke længere forvente lødige nyhedsudsendelser fra en Tv-kanal, som har offentlige serviceforpligtelser. Den borgerlige Offentligheds struktur er forvandlet fra forventningen om en lødig dækning fra de statsstyrede medier, til partisk perspektivering. Og kritik er DR lige så dårlige til at forholde sig til, som den nuværende statsminister, det vil sige, man svarer ikke på den og tager den ikke ind i forhold til at ændre sin praksis, hvilket efterlader os med en stor gruppe af befolkningen, som ukritisk lapper løgn og spin i sig uden at kunne forholde sig kritisk til noget, prisgivet deres tro på den dominerende udlægning. Det kan man beklage, men sådan er det. Det er uheldigt for Den borgerlige Offentlighed, at det kan lade sig gøre, altid at være kraftigt vildledende. Og det er meget uheldigt for Danmark med den styreform vi har, som læner sig op ad netop disse institutioner, ved at legitimere sig med, at folket vælger politikerne ud fra et oplyst grundlag. Spørgsmålet er for mig at se, om der er andet modtræk til denne udvikling end oplysning. Det kan virke langsigtet, men det skal også gerne virke på rigtig lang sigt.

Cui bono?  

Diskursanalyse og dialog teoretiske værktøjer er man ikke bleg for at anvende i politologien, men med Habermas in mente ville man snart spørge: ’Hvem styrer og hvem betaler for den kanal, Danmarks Radio?’ – Det gør licensbetalerne og staten og altså i den sidste ende netop det flertal, som har valgt den nuværende statsminister. Hele forløbet omkring det nuværende medieforlig, hvor der blev skåret i Danmarks Radios budgetter, men hvor DR, på trods af at den ikke er en statslig institution, bibeholdt ret til at opkræve afgift fra borgerne, også fra dem, som ikke vil benytte sig af kanalen, har i hvert fald ikke styrket informationsniveauet på kanalen, som i det store hele har ageret mikrofonholder for Socialdemokratiet og deres formand, siden. Selv vil medarbejderne i DR nok påstå, at de forsøger mere end nogen andre at få ministrene til at svare på det, som de spørger om, men de svarer altså stadig ikke. Og det får de lov at slippe afsted med, så der er en væsentlig struktur, som mangler i det parlamentariske system: ingen kan længere stilles til ansvar i offentlighedens lys. Analysen skal ikke hænge nogen ud; mange gør deres bedste indenfor den forståelse de har af situationen, helt sikkert, men vi vil i en analyse af Den borgerlige Offentligheds strukturforvandling kigge på strukturerne og incitamenterne. Der er mange, som synes godt om, at det parti, som også deres forældre stemte på, bestemmer, hvad de skal se i fjernsynet, og de andre kan da bare betale og så slukke for det, hvis det ikke passer dem at blive fodret med propaganda. Jo, tak, men hele forløbet omkring medieforliget var uskønt. Det lugtede, som redaktøren fra Frihedsbrevet udtrykte det: Idét, det nye medieforlig faldt sammen med de mystiske omstændigheder omkring nedlæggelsen af den konkurrerende radiokanal, som nu er genopstået med et andet navn, men med en ny redaktionel linje, blev det for tykt, for at blive i jargonen. Herhjemme stolede vi meget, og ofte blindt, på vore institutioner. For tiden daler tilliden kraftigt til samfundsinstitutionerne. Ok, vi har også lige haft vor tids største regeringsskandale og et vanvittigt svagt forsøg på at lyve sig ud af det og tørre ansvaret nedad i systemet.

De elektroniske medier og løgne

Men det er ikke Minksagen, som er årsagen til at offentligheden er dysfunktionel, sådan at befolkningen let føres bag lyset; det er fordi, offentligheden er dysfunktionel, at store dele af befolkningen lader sig føre bag lyset af selv dårligt orkestrerede løgne. Det viste Minksagen med al tydelighed: Der lå ikke nogen vurdering fra sundhedsmyndighederne om, at der var mulighed for at minkbestanden i Danmark kunne lede til et nyt Wuhan. Der er en bemærkning fra lederen fra Statens Serum Institut og det er ikke sundhedsmyndighederne i Danmark. Jeg forudser, at lige så mange mennesker tror, at Statens Serum Institut er sundhedsministeriet, som der er folk som tror at Danmarks Radio er en del af staten. Spindoktorerne regner med, at folk ikke forstår den slags afgørende forskelle og da vi ikke har medier, som kan oplyse befolkningen, så kan man hurtigt spinne tingene rundt med en kraftigt vildledende bemærkning og så videre til noget andet. Pointen er her, at sådan har man ikke altid kunnet slippe afsted med at anvende løgn i offentligheden. Og tidligere har løgn også været et problem, for dem som blev taget i at lyve. Men strukturændringen kræver, at der er en institution, som er villig til at lade løgn passere: Den borgerlige Offentlighed og i den sidste ende DR. Efter debatten 4. september, har man såkaldte politiske analytikere i nyhedsformidlingsprogrammet, som så kan spinne det, som bliver sagt i den retning, som passer ind i mediets dagsorden. Alle aktørerne handler ud fra deres rolle og det perspektiv, som i mange år har ligget fast. Klassisk. Men her er DR ikke dygtige nok til at narre hverken politologer eller sociologer. Langt fra. Klipning, fokus og kommentarer har en retning, som er let at se igennem. Det er næppe kontroversielt at hævde det. Men her er det vigtige, at befolkningen er prisgivet, fordi selve det faktuelle synes uden betydning i kommunikationen. Som Habermas gjorde opmærksom på i 1961, er offentlighedens institutioner under et enormt pres fra interessenter, som har midlerne til at lave det, man i politologien dengang kaldte for framing, et ord som medievidenskaben senere forsøgte at overtage og give en lidt anden betydning, men som i politologien handler om, at danne et perspektiv og dermed påvirke, hvordan et emne opfattes. Hvis man skal akkommodere en, som lyver hele tiden, skal man lave en stram framing, hvor udlægningen er grundigt styret. Bemærk kommentaren som gik på en vurdering af debatten som helhed: de var meget tilfredse med hvordan det gik, Socialdemokraterne; selvfølgelig var der også mange af de der angreb, som der skal være, men der blev også talt meget politik! Denne såkaldte analytiker, som måske aldrig har analyseret noget, kommer med en vurdering, som spinner i den rigtige retning og det kan mediet bruge. Jeg har set den debat 3 gange nu og jeg kan ikke få øje på noget politik, ud over, at de 3 kombattanter var enige om at sænke elafgiften, hvilket har været et permanent forslag til beslutning i Folketinget siden den blev indført. Folk som ser det, kan føle, at de får det, de har åbnet for og altså fået det, de kunne forvente. Det giver tryghed. Måske vil folk gerne lyves til, hvis det er de samme løgne, som de får igen og igen. Det giver også tryghed. Og så kan der komme en og kommentere, at alt er, som det plejer. Trygt og godt. Så kender man dagen og kan sove trygt. Faktisk er det jo ganske rigtigt alt sammen. På nær løgnene, selvfølgelig! Folk med kritisk sans, slukker formodentlig og tænder aldrig igen. De er ikke altid lige entusiastiske omkring at blive talt ned til. Resultatet er, at der opstår polarisering. Ikke omkring et emne, hvor man kan være uenig om indholdet og så diskutere højlydt hele natten, for at finde hinanden igen i enighed om uenigheden. Men omkring formen, hvilket gør, at vi med tiden måske slet ikke længere mødes i det samme rum, med det samme udgangspunkt for, hvad vi har oplevet. Vi mister den fælles platform, når vi mister DR, men hvem vil være til grin for deres egne penge? Polarisering er ikke så godt. Det må vi gøre noget ved. Ikke ved at bagatellisere og kigge den anden vej, men ved at tale om det. Og give svar. Mere om det i det næste afsnit af denne serie om Institutionernes Forfald.

Vi ser fremad!

Og det er altså ikke kun i USA, England, Tyskland, Frankrig, Sverige et al., at man ser disse analyser af strukturændringerne, dukke op i slutningen af det forrige århundrede. Og Kondrups Klumme er ikke alene om at hævde det her, langt fra, men det må siges på dansk: vi har et kæmpeproblem i forhold til politisk oplysning i Danmark. Informationsniveauet i de danske elektroniske medier er ekstremt lavt, hvis ikke direkte misvisende. Formen er lækker, men indholdet er på propaganda niveau. Vi peger ofte fingre ad andre lande, men her kunne man have tænkt sig, at det var bedre herhjemme. Desværre er der intet tegn på, at det vender foreløbigt. Medierne får en snævrere horisont og agerer ud fra en smallere interesse. Så man skal ud at vælge, hvem man vil abonnere på og hvem man har tillid til. Og det skal helst være nogen med et solidt, men anderledes udgangspunkt end én selv, hvis man vil undgå at blive fanget i et ekkokammer. Det skal over halvdelen af os undgå, hvis vi skal redde Den borgerlige Offentlighed og dermed parlamentarismen. Vor vi tidligere kunne stole på at Den borgerlige Offentlighed sørgede for, at vi havde et grundlag for stillingtagen gennem massemedier, skal vi nu belave os på, selv at skulle vælge til og vælge fra, for at få den offentlige samtale til at fungere. Det kræver viden at foretage fornuftige valg. De, min kære læser, har gjort det godt indtil nu. Held og lykke fremover!

Styrk den offentlige samtale

Her i Kondrups Klumme, vil jeg insistere på det politiske indhold. Jeg vil tillade mig at udstille alle lumske kommunikationsstrategier og stille spørgsmålstegn ved alle forslag: om de kan lade sig gøre i praksis og om de overhovedet giver mening. Og så påtænker jeg at den næste serie, skal handle om, hvordan jeg laver et politisk forslag. Denne serie om Institutionernes Forfald skal give et politologisk indblik i hvordan samfundet ser ud og her startede vi med Den borgerlige Offentlighed, for overordnet set er formålet med Kondrups Klumme, at styre udenom mainstream i Den borgerlige Offentlighed, som specielt i disse dage synes udfordret af, at medierne plejer egeninteresser, at regeringens ministre nægter at svare på spørgsmål offentligt og at ingen politikere vil præcisere noget om, hvordan deres forslag skal blive til virkelighed. Fra De Konservatives 18 milliarder i besparelser på de offentlige budgetter, til SFs opgør med stresssamfundet, mangler der konkretion af, hvordan det skal foregå. Der foregår intenst spin og kamp om at erobre mediedagsordenen. Valgkampen gør ikke det ikke mindre intenst. Men hvad med den politiske dagsorden; hvad med Danmarks udfordringer og hvad skal vi gøre ved dem? Det fortoner sig i spil for galleriet og det som er værre. Bemærk hvordan statsministeren for eksempel den ene dag siger, at hun vil diskutere om Minksagen var en skandale og den anden dag vil diskutere, om staten skal fastsætte løn for sygeplejersker og SOSU, uden at hun selv, adspurgte ministre eller ordførere fra hendes parti, vil udtale sig om noget af det bagefter, men stiller op med deres efterhånden legendariske bortforklaringsattitude, som nærmest gør den danske revytradition overflødig: Er den politiske samtale ved at gå under i form og polarisering? Hvor meget af det som statsministeren siger er sandt? Er der nogen som har en fornemmelse af det? Ved hun det selv? Kan Socialdemokraternes kommunikationsstrategi lykkes? Er folk prisgivet propagandaen? Er der tilstrækkeligt indhold i den politiske samtale til at folk kan tage stilling til noget som helst?

Samtalen om det politiske indhold starter med, at man orienterer sig her på siden. Indhold kræver et tilvalg.