Nederlaget - strategisk og taktisk

Ukraine og NATO har tabt krigen i Ukraine. Det er gået hurtigt og vi er havnet i en situation, nu, hvor det ikke kan betale sig at fortsætte. Herunder redegør jeg kort for, hvorfor.

Det strategiske

Da Ukrainekrigen begyndte i foråret 2022, var vurderingen at den ville vare i 7+ år. Dengang var det vanskeligt at forestille sig, at Washington og Moskva ville kunne mødes på halvvejen i en eventuel forhandling. Efter den såkaldte ukrainske offensiv i 2023, ændredes den vurdering dog til, at den ville vare maximalt 4 år. Ikke at en forhandlingsløsning er kommet nærmere, men fordi Kyiv har brugt sine militære evner op i lyntempo og nu står til at være fuldkommen ukampdygtige allerede i 2026, hvis det nuværende nedslidningstempo fortsætter. Den vurdering bygger på, at Rusland har det strategiske og taktiske overtag. Først det strategiske:

1)        Ukraine kommer ikke ind i NATO så længe der er kamphandlinger og Moskvas betingelse for at acceptere Kyivs kapitulation er, at Ukraine proklamerer neutralitet.

2)        Kamphandlingerne udvikler sig langs en 1000 km lang frontlinje og er havnet i en såkaldt ’nedslidningskrig’, hvor vinderen er den, som til sidst har soldater tilbage på slagmarken. Vinderen dikterer så freden.

3)        Kreml har plejet og udbygget diplomatiske forbindelser bredt og har derved styrket Moskvas position globalt og på slagmarken ved indkøb af våben og ressourcer til våbenproduktion; Ukraine er afhængig af Washington, NATO, EU og ’vestligsindede’ venner, som dog ikke har flere våben at give, som vil kunne ændre krigens gang for Kyiv.

4)        I Rusland er krigen i Ukraine populær; det er lykkedes for Kreml at rette propagandaen effektivt mod hjemmepublikum. I Ukraine er regimet i Kyiv og krigen mod Rusland mere og mere upopulær, hvilket blandt andet vanskeliggør effektiv mobilisering af nye soldater.

Det strategiske overtag giver Rusland en lang horisont i forhold til at afslutte krigen; Moskva har ikke travlt, hvilket fritager deres væbnede styrker fra at skulle forcere, hvilket uvægerligt ville bibringe dem store tab.

Det taktiske

Så til det taktiske:

1)        Rusland har vekslet et overtag i luften til et konstant pres mod de Ukrainske stillinger: først angribes med glidebomber (FAB 500 – FAB 3000); så stormes de ukrainske stillinger, ofte under tab af motoriserede køretøjer, men ofte med det resultat at ukrainerne må trække sig tilbage til lavereliggende stillinger, hvorefter artilleribeskydningen genoptages. Dette udmatter ukrainerne.

2)        Moskva er i meget høj grad i stand til at ødelægge Kyivs styrkers militære logistik og den ukrainske kritiske infrastruktur generelt, med brug af droner, satellitter, overvågningsfly og missiler. Det ukrainske luftforsvar er under et kolossalt pres og efterhånden fuldkommen gennemhullet.

3)        De russiske styrker evner i modsætning til ukrainerne at træne, udstyre og hvile deres styrker og kan hævde deres fordel i mandskab, materiel og moral. Dette betyder store tab af kampprøvede enheder og tvinger Kyiv til vanskelige valg, efterhånden som de løber tør for selv de ‘kampuegnede’ reserver.

4)        De allestedsnærværende droner gør kamppladsen enormt diffus at operere på; endnu mere diffus, kunne man sige. Her har russerne været gode til at iværksætte elektronisk krigsførelse, hvormed det er muligt at forstyrre kommunikationen til droner og fjernstyret ammunition.

Taktisk set er ukrainerne på hælene og derudover konstant i underskud af mandskab til at støde op i de frontafsnit, hvor russerne rykker frem, overtager højdedrag og småbyer nu i et hidtil uset tempo. Kyivs tab af styrker er enorme.

Konklusion

Da der ikke er noget, NATO kan gøre for at ændre på situationen på kamppladsen i Ukraine, er der ikke noget at vinde ved at fortsætte krigen. Washington og dermed Kyivs strategi var hele tiden styret af jagten på en god historie i de vestlige medier, i stedet for at forsvare sig optimalt og opnå det optimale udkomme for Ukraine.

Mit skudsmål er, at det vil være hensigtsmæssigt for Kyiv at holde Odessa oblast ved ikke at bringe sig i en situation, hvor hæren er gjort fuldkommen ukampdygtig og russerne vil kunne diktere at Kyiv afgiver Kharkiv og Odessa. I så fald vil det blive umuligt at skabe et fungerende land ud af resten af Ukraine. Derfor er det vigtigt at opgive videre kamp i tide. Det er dog ved at være sent, måske for sent.