Bør Danmarks støtte til regimet i Kyiv fortsætte?
Jeg observerer krigens udvikling i Ukraine og tænker på, om det på tide, at vi tager samtalen om, hvad vi vil?
KLAUS KONDRUP Cand.mag., scient.pol., ph.d., København
(Trykt som kronik i Jyllands Posten 12. september 2024, til avisens ære, jf. Kronisk afvisningstrang.)
Skal vi støtte Kyiv, er et vildt spørgsmål. Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik har, siden Lasse Budtz huserede, handlet om, hvilken regering som kunne komme tættest på Washington, så siden ledelsen i Kyiv er Washingtons marionet, er det vel ikke for os at sætte spørgsmålstegn ved vores støtte. Vi er selvfølgelig all in uden overvejelse. Men hvad er det så, vi er med på?
Ukraine har haft høj sårbarhed i sit forhold til Rusland siden uafhængigheden den 24. august 1991. I midten af 1990’erne skulle Kyiv forhandle status for flådebasen Sevastopol på Krim og placeringen af de sovjetiske atomvåben. Man undgik krig, men senere, efter årtusindskiftet, måtte Lviv-eliten lære at leve med Moskvas misbilligelse efter Den Orange Revolution. Da de gav op, var det tydeligt, at der skulle balanceres mellem øst og vest. Men til sidst tippede det. Der blev gennemtvunget regimeskifte i 2014, hvor USA indsatte en midlertidig regering, som siden udskrev valg. Herefter øgedes Natos indflydelse på de ukrainske væbnede styrker under Porosjenko, mens dele af landet løsrev sig fra regeringens kontrol gennem væbnet kamp. Igen var forholdet til Rusland i centrum.
Ved valget i 2019 ville folk bare have fred. De stemte på Ukraines Sidse Babett Knudsen, skuespilleren Volodymyr Zelenskyj fra tv-serien ”Folkets tjener” om præsidenten, som bekæmper korruptionen: Folk stemte på idéen. Virkeligheden var en anden. Efter få år invaderede Rusland Ukraine.
https://op.europa.eu/webpub/eca/special-reports/ukraine-23-2021/da/
Til forhandlingerne i Istanbul 2022 stod Kyiv over for valget mellem at anerkende Ruslands vilje i Krim, give autonomi til løsrivelsesrepublikkerne i Donbas samt afvikle forholdet til Nato på den ene side eller krig med Rusland på den anden. Zelenskyj valgte krigen »til den sidste ukrainer«, som det hed.
Korruptionen gik samme vej. Zelenskyj og hans parti, Folkets tjener, repræsenterer et håb om forandring, men problemet i Ukraine er det, EU-revisorerne i deres rapport fra 2021 kalder »grov korruption«, altså korruption, som er så dyb, at den ignoreres af EU’s antikorruptionstiltag. De taler om »statsfangst«.
I politologi har denne regeringsform fået tilnavnet plutokrati. Statsfangst handler om, at der er en gruppe, som kan manipulere de politiske institutioner til deres egen vinding ved at bestikke dommere, politifolk, parlament og administratorer og for eksempel sende hæren ud på andres befaling, mens pengene for krigen strømmer ind oven i statskassen. Ukraines nationaløkonomi har aldrig kunnet løbe rundt. Underskuddet er altid blevet dækket af Moskva eller Bruxelles. De seneste år er det væltet ind med penge og våben som belønning for indsatsen mod Rusland.
Umiddelbart virker det som en god forretning for alle implicerede. Våbenfabrikanterne er glade. Og så er plutokraterne i Washington og Kyiv også glade. Alligevel er der spændinger. Også i Kyiv. Problemet er, at amerikanerne ikke vil af med Zelenskyj, som sikrer Washington styring, men at den eneste løsning vil være at fjerne ham grundet presset nedefra. Hærlederen Zaluzhnyj er også godt træt af det. Hen over sommeren 2023 bliver det klart, at hæren ikke vil blive ved med at tilfredsstille Washington og Bruxelles ved at angribe frontalt ind i den russiske forsvarslinje.
Både belejringen af Bakhmut og den store sommeroffensiv bar præg af Nato-styring og propagandamissioner designet til at få penge og våben ud af Nato-landenes regeringer. Det lykkedes, men der udgydes meget blod, og det ulmer. Der er optræk til kup. Zelenskyj opleves af amerikanerne som stadigt vanskeligere at styre, så hen over nytår 2024 er situationen uholdbar: Det er Diem-fælden. Klassisk marionet-dilemma. Efter USA dræbte Diem i Vietnam 1963, fik det efterfølgende militærstyre aldrig folkelig opbakning: Fjerner man Zelenskyj og indsætter en regering med Zaluzhnyj i spidsen, har man måske tabt mere, end man har vundet.
Karisma er vanskeligt at erstatte, og Zelenskyj var oppe på tusinder af selfies i de sidste måneder af sin valgperiode. CIA-chefen forsøgte at redde trådene ud. Til sidst fløj Victoria Nuland, den store primus motor i den amerikanske ukrainepolitik, selv derned.
Alternativet til endnu et statskup blev at leve med Zelenskyj og den autonomi, han var begyndt at udøve, samt at Nuland forsvandt fra sin post som nummer to i det amerikanske udenrigsministerium. Syrskyi, med tilnavnet slagteren fra Bakhmut, afløste Zaluzhnyj. Zelenskyj opholdt sig i denne periode meget i udlandet, hvor han også besidder en række store ejendomme. Han er dog stadig bundet af sin opgave med at skaffe penge til plutokratiet derhjemme, mens det hele synger på sidste vers.
Hvad angår hæren, fik den et knæk. Det var tydeligt, at det kun gik en vej, medmindre man var fuldkommen underlagt propagandaen. De amerikanske generaler og tænketankes historier blev mere og mere løsrevet fra virkeligheden. To år inde i krigsretstilstanden må mænd, som endnu ikke er flygtet og ikke kan betale sig fra at blive hvervet, indrulleres i hæren med tvang. Efter kort tids træning er de i trøjen og sendt til Østfronten, som kollapser igennem foråret.
Så i august sender Kyiv pludseligt sine kamphærdede styrker ind i Kursk. Ikke i Belgorod, hvor der kunne være et militærstrategisk sigte med at bryde fjendens linjer. Endnu en propagandaaktion. I desperation. Idéen er så dårlig, at soldaterne ved østfronten, som mangler støtte fra elitesoldaterne, føler sig røvrendt på deres liv og førlighed, så nu er der igen spændinger i de civil-militære relationer. Propagandaen virkede fint i nogle uger.
Nu kommer stormen på Pokrovsk, det logistiske knudepunkt i Donbas. På vej ind i vinteren overgiver de modige, men udmattede og udmanøvrerede soldater sig. Nederlaget er manifest.
Er det dét regime, vi støtter? De ofrer soldater uden noget forståeligt strategisk sigte. Jeg har set mange krige gennem tiderne og læst om mange statskup, massakrer og geopolitiske finter, som regel med tragisk udgang. Og jeg tror ikke, at jeg er blevet blødsøden på mine gamle dage, men da jeg mandag blev konfronteret med spørgsmålet, var jeg ved at sige: nej.
Vi skal stoppe støtten nu. Og måske skal vi heller ikke længere, hver gang, gå all in uden at overveje, hvad vi gør.
Måske er tiden inde til, at vi genetablerer udenrigspolitisk autonomi i forhold til USA og overvejer at handle ud fra vores egne interesser. De næste årtier vil vise, i hvor høj grad det er muligt. Hvis vi vælger det. Den globale politiske situation synes at kræve en gen-orientering af dansk udenrigspolitik.
https://www.diis.dk/publikationer/russofobien-gaaet-amok
Rusland fik en ordentlig gang sanktioner, som sikkert vil gå ud over deres fremtidige økonomiske udvikling, men de ting, vi skal bruge, kan de stadig sælge til os. Frankrig køber uran. EU køber også stadig masser af russisk olie. Igennem Indien. Kun hykleriet synes at stå tilbage nu, efter at drømmen om, at vi kunne udskifte Moskva-regimet, brast. Skal vi starte med at tillade en drøftelse af det her ud fra fakta?
https://www.rand.org/content/dam/rand/pubs/research_briefs/RB10000/RB10014/RAND_RB10014.pdf
Diskussionen om støtte til Zelenskyj er der for tiden i Tyskland, hvor industrien er hårdt ramt af manglen på billig russisk gas: Berlin vakler i støtten til Zelenskyj, som nu også får skyld for at sprænge rørledningen Nord Stream i stykker.
Ukraines nabolande Slovakiet og Ungarn er skeptiske over for EU-støtten og von der Leyens linje. Og fører den overhovedet noget sted hen? Er det på tide, at vi tager samtalen herhjemme om, hvad vi vil?