Kronisk afvisningstrang

Mødet med det danske medielandskab kan være temmeligt oplysende i forhold til at forstå, hvorfor der ikke er debat om Danmarks deltagelse i den globale politik.

Der er plads til én fortælling. Og kun en. Det er det første bud.

Propagandafunktionen

Her får De et kig ind i det, vi i Politologien kalder ‘gatekeeperfunktionen’. Den er central for at propaganda kan virke, som nu fortællingen om Ukrainekrigen og Rusland, det gamle narrativ, der for tiden krakelerer i den globale medieoffentlighed, fordi krigen er tabt og skeletterne vælter ud af skabene. I Danmark er vi stadigt lykkeligt uvidende om det cirkus, vi har været indlagt til. Med Zelenskyj og alt det. Vi har været underlagt propaganda. Sådan er det.

De ved ikke, hvad de gør

Og lige så vi har det på det rene: Propaganda består ikke af onde mennesker, som smeder rænker i det skjulte, men almindelige mennesker som handler ud fra det, de finder bedst i situationen. For dem selv og for os alle. De tænker ikke over, hvad de gør og har som oftest ingen anelse. Selvom det altså er deres job. Problemet er, at offentligheden lider under det og at den var en grundpille i ideen om folkestyret. Jeg lyder allerede som en bitter gammel mand; jeg må hellere se at komme til sagen.

Fortællingen om Ukraine i DK

Den måde man opretholder fortællingen om Ukraine i den danske dagspresse er ved at udelukke dem, som forsøger at bidrage med andre vinkler eller fakta, som ikke passer ind i fortællingen. Personligt har jeg talt med flere, som oplever det her. En del faktisk og det er altid det samme. Afvist uden grund. Begrundelse gives aldrig, men somme tider er skinner det igennem hvad der er relevant, velskrevet og en vinkel som mangler, hvis debatten skal være reel. Af og til slipper en enkelt dissens igennem, hist og her, men så dør den vinkel ud, mens den gamle sang om de onde russere og de sagesløse ofre, buldrer videre fra alle højtalere.

Du kan godt

Hvis du er villig til at blive præsenteret som prügelknabe, hængt ud for 5te kolonne virksomhed, kan du måske få lov til at deltage i en skindebat, givet at du følger den koreografi, som er lagt foran dig. Som en journalist spørger mig om, torsdag eftermiddag før Debatten på DR2: ‘Hvis Clement spørger dig om Ukraine skal opgive, hvad svarer du så?’ ‘Ja,’ svarede jeg tilbage i telefonen og så hørte jeg ikke mere fra dem: Mit dansetrin passede ikke ind i sammenhængen, selvom det var aftalt på forhånd. Ukraine er et ømtåleligt emne. Det er højt på statsministerens dagsorden og DR må navigere for at bevare den store fortælling. Bevares.

Information byder op til dans

Det tager nogle timer at skrive en god og skarp kronik og kun få sekunder at afvise den (se nedenfor). Efter et par håndfulde forsøg er man udmattet. Til sidst ser man kun en udvej: Substack og lignende. Vi må bede til at disinformationspolitiet ikke formår at slå ned her, også. Facebook, YouTube og Telegram må være nok. Men hvorfor må den danske offentlighed ikke få noget at vide om Ukraine? Det sætter jeg mig for at tænke over og skriver altså til aviserne. Efter gentagne gange at være blevet afvist på de 4 store aviser, skriver jeg til Information. Cadeau til dem, at de skriver til mig, at de gerne vil trykke mit indlæg. Og efter et par ugers stilstand i sagen, melder de så tilbage fredag eftermiddag, at jeg skal rette til efter deres anvisninger inden mandag morgen klokken 8.00. Debatredaktøren har fundet på overskriften: ‘Er støtte til Zelenskyjs krig stadig den bedste støtte, vi kan give det ukrainske folk?’

Det lykkes!

Der er noget råddent ved det hele, men alligevel blev det en god oplevelse med Information: Selvom Danmark er i hvert fald 1 år bagud i forståelsen af Ukrainekrigen, var dagbladet Information temmelig vaks, og som man kan se i kommentarsporet, er der mange interesserede, så debatredaktøren kendte om ikke andet sit publikum. Det ender i ad hominem og tomgang, men der var nogle ret gode tilbagemeldinger ind imellem og bare det at folk deltager er godt. Men debatredaktørens forslag til tekst havde ikke så meget at gøre med mit forslag til artikel; måske var det på nogle måder bedre, men det var ‘tag den eller vi lader det ligge’, så jeg omstrukturerer nogle sætninger og laver et par ekstra paragraffer, og får på den måde mulighed for at deltage i debatten, fordi jeg underkaster mig debatredaktørens vinkel. Som fagperson er det selvfølgelig ubehageligt at skulle stå på mål for formuleringer som ‘Zelenskyjs krig’; det vil udløse 00 eller -03, hvis nogen kom til at sige sådan til eksamen, men skik følge eller land fly. Jeg bliver i Danmark:

https://www.information.dk/debat/2024/09/stoette-zelenskyjs-krig-bedste-stoette-kan-give-ukrainske-folk?kupon=eyJpYXQiOjE3MjUzMzgwNzYsInN1YiI6IjQyMDExNzo4MjM1MjMifQ.ueDaGRcnWZfvQqd3UFigGA

Kronik med bid

For at være sikker på at jeg har forstået budskabet til mig fra de danske aviser rigtigt, lavede jeg så dagen efter en kronik med bid til Politiken, indenfor den horisont der var mulig, i den rolle, som jeg havde fået tildelt af gatekeeper på Information. Jeg ville forvisse mig om, at det specifikt er indholdet og udelukkende dét, som er årsagen til afvisningerne, så artiklen (se nedenfor) er kronikkantet, velunderbygget, veloplagt og helt klart oplysende for den danske offentlighed.

Et fingeret forsøg

At overbevise sig selv er ingen kunst og da slet ikke videnskab. Det kan alligevel være godt at gøre en gang imellem. For at holde orienteringen i verden. Om konteksten for den nedenstående artikel, som er til jer (den blev også afvist efter omskrivning til 7500 tegn og mellemrum af Berlingske og ligger nu til afvisning på JyllandsPosten; hov de tog den!! JP go!), skal det siges, at Politiken, hvis de da overhovedet har ænset min eksistens, nok er ved at være trætte af mig, selvom jeg aldrig har haft nogen udveksling med dem, udover den ugentlige maskinelle afvisning, som følger mine henvendelser (jeg giver ikke op, for Politiken eller Berlingeren må også skulle forholde sig til det her, synes jeg, for vi er så langt bagefter i DK efter at der har været låg på i 2,5 år). I sidste uge skrev jeg en kronik om de 3 nye ambassader i Afrika, for at understrege at jeg ikke kun beskæftiger mig med Ukraine, som de åbenbart ikke gider at høre om.

Nå, men onsdag 3. september sendte jeg dem altså et spritnyt kronikforslag, inspireret af debatredaktøren på Informations vinkel. Jeg fik dette afslag (det hele fik sit eget liv efter at JP trykte en afkortet version ugen efter). Det er standard:

Kære Klaus

Din kronik bliver ikke bragt i denne omgang.

Vi modtager flere kronikker end vi har plads til at udgive, og har valgt at prioritere andre tekster end din.

Du er altid velkommen til at sende os en kronik eller et debatindlæg igen i fremtiden.

Venlig hilsen

Politikens kronikredaktion

Herunder ses indlægget, som beskeden drejer sig om:

Skribent(er): Klaus Kondrup

Rubrik:

Skal vi støtte Zelenskyj?

Budskab:

Kan vi i Danmark debatere, om vi skal fortsætte støtten til regimet i Kyiv med udgangspunkt i en forståelse af regeringen Zelenskyj?

Tekst:

Skal vi støtte Zelenskyj?

Jeg observerer krigens udvikling i Ukraine og kom til at stille mig selv spørgsmålet: Bør Danmarks støtte til regimet i Kyiv fortsætte? 

Et godt spørgsmål?

Skal vi støtte Kyiv, er et vildt spørgsmål. Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik har siden Lasse Budtz huserede, handlet om, hvilken regering som kunne komme til at være tættest på Washington, så siden ledelsen i Kyiv er Washingtons marionet, er det vel ikke for os at sætte spørgsmålstegn ved vores støtte. Vi er selvfølgelig all inn uden overvejelse. Men hvad er det så, vi er med på? - Hvad er styret i Kyiv og hvilke mål har det? Tillad mig en kort gennemgang af Kyiv-regimernes nyere historie.

De første år

Ukraine har haft høj sårbarhed i deres forhold til Rusland siden uafhængigheden 24. august 1991. I midten af 1990erne skulle Kyiv forhandle status for flådebasen Sevastopol på Krim og placeringen af de sovjetiske atomvåben. Man undgik krig, men senere, efter årtusindskiftet, måtte Lviv-eliten lære at leve med Moskvas misbilligelse efter den Orange Revolution i 00erne. Da de gav op, var det tydeligt, at der skulle balanceres mellem øst og vest. Men til sidst tippede det. Der blev gennemtvunget regimeskifte i 2014, hvor USA indsatte en midlertidig regering, som udskrev valg. Herefter øgedes NATOs indflydelse på de ukrainske væbnede styrker under Porosjenko, mens dele af landet løsrev sig fra regeringens kontrol gennem væbnet kamp. Igen var forholdet til Rusland i centrum. 

Regeringen Zelenskyj

Ved valget i 2019 ville folk bare have fred. De stemte på Ukraines Sidse Babbet Knudsen, skuespilleren Volodymyr Zelenskyj fra tv-serien Folkets tjener om præsidenten, som klarer ærterne ved at nedbringe korruptionen: Folk stemte på skuespilleren og ideen. Virkeligheden var en anden. Efter få år invaderede Rusland Ukraine. Til forhandlingerne i Istanbul 2022 stod Kyiv overfor valget mellem at anerkende Ruslands vilje i Krim, give autonomi til løsrivelsesrepublikkerne i Donbas, samt afvikle forholdet til NATO, på den ene side, eller krig med Rusland på den anden. Zelenskyj valgte krigen. Hans mandat var fred, men Washington fik Boris Johnson til at tale med Zelenskyj og så var det NATO og Kyiv sammen i kampen mod Rusland, ’til den sidste ukrainer,’ som det hed. Så vidt min version af den korte regimehistorie. Nu er der krig mellem Kyiv og Moskva.

Plutokrati

Korruptionen gik det heller ikke godt med. Zelenskyj og hans parti Folkets tjener, som har flertallet i Radaen, repræsenterer et håb om forandring, men problemet i Ukraine er det EU-revisorerne i deres rapport fra 2021 kalder ’grov korruption’, altså korruption som er så dyb at den ignoreres af EU's antikorruptionstiltag. De taler om ’statsfangst.’ I politologi har denne regeringsform fået tilnavnet Plutokrati. Statsfangst handler om, at der er en gruppe, som kan manipulere de politiske institutioner til deres egen vinding ved at bestikke dommere, politifolk, parlament og administratorer, og for eksempel sende hæren ud på andres befaling, mens pengene for krigen strømmer ind oveni statskassen. Ukraines nationaløkonomi har aldrig kunnet løbe rundt. Underskuddet er altid blevet dækket af Moskva eller Bryssel. De seneste år er det væltet ind med penge og våben som belønning for indsatsen mod Rusland. 

Militærdiktatur?

Umiddelbart virker det som en god forretning for alle implicerede. Plutokraterne i både Washington og Kyiv er glade. Våbenfabrikanterne er glade. Parlamentarikerne er glade. Alligevel er der spændinger. Også i Kyiv. Hen over sommeren 2023 bliver det klart, at hæren ikke vil kunne blive ved med at løbe panden mod en mur for at tilfredsstille Washington og Bryssel, hvor både Kyiv, EU og NATO drømte om at få russerne ud af de besatte områder. Hærlederen Zaluznij våndede sig ved de store tab af menneskeliv, på trods af sin indædte nationalisme. Der er optræk til kup. Zelenskyj opleves af amerikanerne som stadigt vanskeligere at styre, så hen over nytår 2024 er situationen uholdbar: Problemet er, at amerikanerne ikke vil af med Zelenskyj, som sikrer Washington styring, men at den eneste løsning vil være at fjerne ham, grundet presset fra hæren og Zalushnyi. Både belejringen af Bakhmut og den store sommeroffensiv bar præg af NATO-styring og propagandamissioner, designede til at få penge og våben ud af NATO-landenes regeringer. Det lykkedes, men AFU udgyder meget blod, for at holde PR-maskinen i gang, og kræver ændringer. Det er Diem-fælden. Klassisk marionet-dilemma. Efter USA dræbte Diem i Vietnam 1963, fik det efterfølgende militærstyre aldrig folkelig opbakning: Fjerner man Zelenskyj og indsætter en regering med Zalushnyi i spidsen, har man måske tabt, mere end man har vundet. Karisma er vanskeligt at erstatte og Zelenskyj var oppe på tusinder af selfies og i øvrigt stadig i de sidste måneder af sin valgperiode.

Civilt Diktatur

Til sidst fløj Victoria Nuland, den store primus motor i den amerikanske ukrainepolitik, selv derned. Alternativet til endnu et statskup blev at leve med Zelenskyj og den autonomi han var begyndt at udøve, samt at Nuland forsvandt fra sin post som nummer 2 i det amerikanske udenrigsministerium. Måske husker man Disneys tegnefilm om Pinocchio, hvor han synger: ’Der er ingen bånd der binder mig og ingen holder på mig nej!’ Zelenskij vandt et øjebliks frihedsfølelse: Zalushnyi blev udskiftet med den i hæren temmelig upopulære Syrskyi, med tilnavnet slagteren fra Bakhmut. Nu skulle der strammes op og fokus skiftede fra ledelse til at forsøge at gøre alt for at Zelenskyj overlever. Zelenskyj opholdt sig i denne periode meget i udlandet, hvor han også besidder en række store ejendomme. Han er dog stadig bundet af sin opgave med at skaffe penge til plutokratiet derhjemme, mens det hele synger på sidste vers.

Civil-militære relationer

Hvad angår hæren, fik den et knæk sidste vinter. Forskellen mellem plutokraterne og masserne blev for meget. Der var åbenlyse stemmer, som bad om, at det blev de riges børn, som kom hjem fra deres ophold ved universiteter i udlandet for at afløse de udmattede soldater ved fronten. De daglige bulletiner på X og YouTube med kritik af ledelsen forstummede. Det var tydeligt, at det kun gik en vej, medmindre man var fuldkommen underlagt propagandaen. De amerikanske generaler og tænketankes historier blev mere og mere løsrevet fra virkeligheden. Vi er nu 2,5 år inde i krigsretstilstanden. Mænd som endnu ikke er flygtet og ikke kan betale sig fra at blive hvervet, indrulleres i hæren med tvang. Efter kort tids træning er de i trøjen, på vej til at kæmpe mod den russiske bjørn, som efterhånden er kommet op at stå. AFU har lidt store tab og er løbet tør for tropper at indsætte på den kollapsende østfront. 

Desperation

Så i august sender Kyiv eller Bryssel, eller hvem det er, de kamphærdede styrker ind i Kursk. Ikke i Belgorod, hvor der kunne være et militærstrategisk sigte med at bryde fjendens linjer, eller noget andet meningsfuldt. En propagandaaktion. I desperation. Ideen er så dårlig, at soldaterne ved østfronten føler sig røvrendt på deres liv og førlighed, så nu er der igen spændinger i de civil-militære relationer. Propagandaen virkede fint i nogle uger. Nu kommer regningen i form af stormen på Pokrovsk, som vil betyde, at AFU vil være uden deres logistiske holdepunkt i Donbas på vej ind i vinteren. Mange overgiver sig udmattede og udmanøvrerede på kamppladsen. Mindre modige soldater havde opgivet for længst. Nederlaget er manifest.

Dansk autonomi?

Jeg spørger mig selv: Er det dét regime og deres herrer, som vi støtter? Hver gang de får chancen, ofrer de mænd for flere våben og penge i statskassen. Uden at blinke. Og uden noget forståeligt strategisk sigte andet end ussel mammon til dem selv. Jeg har set mange krige gennem tiderne og læst om mange statskup, massakrer og geopolitiske finter, som regel med tragisk udgang. Og jeg tror ikke, at jeg er blevet blødsøden på mine gamle dage, men da jeg mandag blev konfronteret med spørgsmålet, var jeg ved at sige: Nej. Vi skal stoppe støtten nu. Og måske skal vi heller ikke længere, hver gang, gå all inn uden at overveje, hvad vi gør. Måske er tiden inde til, at vi genetablerer lidt udenrigspolitisk autonomi i forhold til USA og overvejer at handle ud fra vores egne interesser. De næste årtier vil vise, i hvor høj grad det er muligt. Hvis vi vælger det. Den globale politiske situation synes at kræve en gen-orientering. 

Er det ved at være tid?

Rusland fik en ordentlig gang sanktioner, som sikkert vil gå ud over deres fremtidige økonomiske udvikling, men de ting vi skal bruge, kan de stadig sælge til os. Frankrig køber uran. EU køber også stadig masser af russisk olie. Igennem Indien. Kun hykleriet synes at stå tilbage nu efter at drømmen om, at vi kunne udskifte Moskva-regimet brast. Diskussionen er der for tiden i Tyskland, hvor industrien er hårdt ramt af manglen på billig russisk gas: Berlin vakler i støtten til Zelenskyj, som nu også får skyld for at springe rørledningen Nordstream i stykker. Ukraines nabolande Slovakiet og Ungarn er skeptiske overfor EU-støtten og von der Leyens linje. Og fører den overhovedet noget sted hen? Er det på tide, at vi tager samtalen herhjemme om, hvad vi vil?

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig

Kommentar:

Cand. mag. Scient. pol. Ph. d. Har beskæftiget mig med Ukraine og lignende politiske kriser i 30 år; undervisning (KU m. fl.) og rådgivning (som selvstændig).