Slutspil og Efterspil

Vi er nået til slutspillet i Ukrainekrigen. Det er gået hurtigt, men når det kommer til at se realiteterne i øjnene, er der stadig et efterslæb i vores forståelse. Vi kan ikke lide at tabe.

Øv for en krig

Krig er ikke altid den bedste løsning. Når der er en interessekonflikt, vil det nok oftest være bedre at undgå en situation, hvor begge stræber efter at tilintetgøre den anden. Altså krig. Når man så havner der alligevel, kan det være mobiliserende at skyde skylden for det hele på fjenden, men hvis man vil vinde en krig, er mobilisering ikke nok: Der skal deployeres tropper og der skal vindes slag. Ukrainekrigen er en udmattelseskrig (kaldet ’nedslidningskrig’) og derfor er kvantitet og kvalitet af soldater afgørende. Vi, NATO og Kyiv har tabt, fordi Ukraine er løbet tør for tropper til at stoppe hullerne i frontlinjen. Moskva har vundet: Der er intet modtræk mod nedslagtning af Kyivs styrker med FAB bomber, artilleri og luftherredømme:

Forstå slutspillet

Det er et spørgsmål om tid, før Kyivs styrker er helt ukampdygtige. Ukrainerne står med et tabt slutspil, som man siger indenfor skak. Selv ikke den mest effektive propaganda kan sløre dette faktum for den kompetente iagttager. Nu skal vi finde ud af at forholde os til det, som er sket. Vi i NATO-landene tror stadig, at det handler om at have den rigtige fortælling og holde fast i den for enhver pris. Min pointe er, at det forhindrer os i at optimere vores udkomme af konflikten, fordi vi er overmatchet både på jorden og i luften og jo ikke er i stand til at standse konflikten med vores fortælling, uanset hvad vi bilder os ind, og derfor dør der rigtig mange ukrainere i disse måneder, uden at det hjælper dem eller os. Det vi skal nu, er derfor at opgive videre kamp og derfor er det bedste, vi kan gøre at stoppe med blot at gentage parolerne, se virkeligheden i øjnene og spørge os selv: Hvad vil fjenden have? Når vi ved det, kan vi opgive kampen og gå i dialog om, hvordan fremtiden skal se ud.

Forbered efterspillet

En politisk forhandling giver mulighed for at give den anden part det, de vil have i bytte for noget, vi gerne vil have. Det er sejrherren, som bestemmer betingelserne for fred, men udmøntningen af forholdet mellem parterne efter en våbenhvileaftale er op til begge parter og her skal vi ruste os til dialog; derfor, siden vi ikke har vundet krigen, er det centrale spørgsmål stadig (som siden sikkerhedskonferencen i München 2007): Hvad vil Rusland have? Dette spørgsmål har vi ignoreret; det var vores strategi, men vi var ikke stærke nok til at gennemføre denne strategi. Samtidigt er vi desorienterede, for vi bilder os ind, at Rusland vil have territorium og at Rusland er en trussel mod alle lande, fordi de bare vil have mere land. Det kan man nok vanskeligt argumentere for eller imod, men pointen er, at det er den overbevisning, som forhindrer os i at kunne indgå i dialog, fordi det russerne vil er: 1) ikke NATO i Georgien og Ukraine + 2) sikkerhedsarkitektur og samarbejde i Europa. Man kan fortsat påstå, at det ikke passer, og hvad ved jeg, men hvis vi skal i dialog, må vi bide i det sure æble og indlede samtale på det foreliggende grundlag. Hvis vi havde vundet krigen, ville det have været noget andet, så kunne vi fortsat have ignoreret det, som kommer fra Kreml.

Indlevelse er ikke sympati

Men nu er vi så her. Der har været krig og Rusland har sikret sig 5 oblast af Ukraine og indlemmet dem i Den russiske Føderation. Krig er ikke omkostningsfrit og Moskva har derved forbedret Ruslands territorielle sikkerhed markant. Det har kostet Rusland dyrt, men dem om det. For os er det forholdet til Rusland, som er det vigtigste. Moskva anerkender ikke Kyivs autoritet og vil sikkert have appetit på at sikre sig yderligere 2 oblast, nemlig Kharkiv og Odessa. Det er et par store udfordringer, som vi skal slås med. Bemærk at når jeg opremser, hvad som er Moskvas perspektiv, er det set fra Ruslands side og jeg ser det sådan, at det er nødvendigt for os at leve os ind i deres ide om sikkerhed for at forstå, hvad de vil. Ren politologi med udgangspunkt i sikkerhedsdilemmaet; det er ikke fordi, vi skal være sympatisk indstillet, overfor det de vil, men vi skal leve os ind i det: empati er ikke farligt; sympati, som er noget andet, kan være det, men det vigtigste er, at vi forstår vores egen udfordring: Vi skal holde op med at tro, at det, at kunne leve sig ind i andres perspektiv, betyder, at man automatisk sympatiserer med dette perspektiv og vise versa: fordi vi sympatiserer med de lidende ukrainere, betyder det ikke, at vi forstår hvordan Kyiv konstruerer sin interesse. Empati er indlevelsesevne, hvorved vi ’kan forstå hvad den anden føler’; sympati er ’fællesfølelse på baggrund af medfølelse’. Når vi diskuterer sikkerhedspolitik, skal vi forstå, at de andre ser deres sikkerhed ud fra deres perspektiv, ligesom vi ser vores sikkerhed ud fra vores perspektiv; skal vi have fred, må vi holde op med at fordømme dem af os (altså mig og mine ligesindede), som forsøger at forstå russerne: Det er vi tvunget til.