Er støtte til Zelenskyjs krig den bedste støtte, vi kan give det ukrainske folk?

Herhjemme debatterer vi ikke Ukrainekrigen og vil stå uforberedte, den dag Kyiv kapitulerer. Spørgsmålet om, hvorvidt støtte til Kyiv virkelig er støtte til ukrainerne, fik vi ikke stillet os selv.

(Artikel fra dagbladet Information 2/9 2024; debatredaktøren gennemtrumfede vinklen og overskriften, jf. Kronisk afvisningstrang)

Det nylige angreb ind i Rusland vidner om, at Kyiv er desperat. Og desperationen har bredt sig videre til NATO, helt til Danmark, hvor regeringen har udtalt, at de våben, vi giver til Kyiv, kan bruges til at skyde ind i Rusland. Vi blander os meget aktivt i en konflikt, som vi helt tydeligt ikke forstår meget af. På det seneste har seniorforsker ved DIIS Hans Mouritzen og professor i international politik Ole Wæver forsøgt at komme med indlæg om NATO, forholdet til Rusland og sikkerhedspolitikken i Danmark uden at kunne bryde stilstanden i samtalen herhjemme. Her er mit bidrag.

Når man er fanget i en nedslidningskrig mod en væsentligt stærkere magt, er det et spørgsmål om tid, før man har tabt. Og når man taber en krig, er den efterfølgende fred på sejrherrens nåde. Det er den vej, det går for Kyiv.

Mange ukrainere er flygtet, reserverne er opbrugt, fronten hullet. Ukrainerne er løbet tør for de kamphærdede enheder, som de brugte til at støde op mod og bryde russernes fremmarch. Efter Rusland er begyndt at anvende FAB 3000-bomber i foråret, er ukrainerne igen og igen nødt til at forlade gunstige forsvarsstillinger, som overtages af Moskvaregimets stormtropper. 

Det seneste halve år er dødstallene steget. Fronten i Donbas falder sammen under presset fra fjenden på grund af mangel på materiel, mandskab og moral. Det er observatørens perspektiv.

Der er stadig mennesker i Ukraine, som har tiltro til deres regering og den fortælling, som kommer derfra, selv om det er gået helt anderledes, end de håbede. Zelenskyj vandt præsidentvalget med over 70 procent af stemmerne på valgslogans om fred med Rusland og lavere korruption. Det skete ikke, og nu er det vanskeligt at se, hvordan Ukraine kan fortsætte med at eksistere som stat.

Specielt, hvis de mister Odesa, udskibningshavnen, som gør det muligt for Ukraine at eksportere korn og solsikkeolie, der er en grundpille i deres i øvrigt gennemhullede nationaløkonomi.

Optimismen er forsvundet og støtten vakler

Med angrebet ind i Kursk fik Kyiv chokeret Kreml, og det gav en kort opblomstring af optimismen i den vestlige presse, men for mig at se er det tydeligt, at denne operation var en propagandamission, som vi har set det så mange gange før. Jeg mener, at der er tale om desperation, og at man bør sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Kyiv har gennemtænkt det her nøje. Om overhovedet. De stærkeste ukrainske enheder står nu i en sump med skov, tilsyneladende uden noget formål. Klart, at russerne blev forskrækkede over det, men hvad nu? Endnu har ingen kunnet redegøre for det operationelle sigte med at flytte de enheder ind i Rusland: Fronten bliver endnu længere, og tempoet i sammenbruddet omkring det strategiske punkt Pokrovsk er den seneste måned accelereret. Falder Pokrovsk, er den ukrainske logistik i Donbas savet over.

Tyskland genovervejer nu sin støtte til Ukraine. Slovakiet, som før gav mange våben til Kyiv, har trukket støtten. Ungarn mener, at EU helt skal stoppe støtten. Herhjemme debatterer vi ikke Ukrainekrigen og vil stå uforberedte, den dag Kyiv kapitulerer. At det vil ske, er i min optik åbenlyst, men vi vender hovedet væk fra realiteterne og håber.

Vi red på optimismen en tid, men siden NATO ikke har kunnet standse Moskva, er krigsglæden nu efterhånden moderat. Vi mente i København, at Ukraine og Georgien selv skulle bestemme, om de ville være med i NATO. Det syntes Moskva ikke. Nu er Ukraine smadret. Spørgsmålet om, hvorvidt støtte til Kyiv virkelig er støtte til ukrainerne, fik vi ikke stillet os selv. Vi var all in uden mål og med. Som sædvanlig. Bør vi diskutere støtten til Zelenskyj-regimet i Danmark?

Kremls perspektiv

Når man er havnet i krig, kan det være godt at se det fra den anden side også. Hvad vil de have, så der kan blive fred? Regimet i Moskva har understreget, at der for dem at se ikke er nogen at forhandle med. Rusland ser sig selv som stormagt, så efter Kursk var det forventeligt. I EU betragter vi også os selv som stormagt og ville have reageret på samme måde.

At forstå fjenden er ikke at sympatisere med fjenden: Moskva ser invasionen i Kursk som ledet af NATO og ønsker NATO ud af Ukraine.

Så længe der er kampe, kommer Kyiv ikke ind i NATO-folden, så Kreml har ikke travlt. Det giver et strategisk overtag i en ellers ret lige kamp, hvor antiluftskyts har hæmmet offensive operationer.

Freden lader vente på sig, men vi skal forberede os ved at sætte os ind i, hvad der er muligt i den situation, vi står i. Desperationen hjælper os ikke. For mig at se er krigen gået hurtigt, fordi Kyiv har mistet deres forsvar ved hele tiden at satse på propagandaaktioner, som giver et stort spektakel i de vestlige medier og udløser flere våben fra os, men altså også koster mange våben og soldater – de soldater, som skulle have lært at bruge de nye våben.

At vinteren bliver hård i år, sagde vi allerede i 2022 og 2023. Denne gang bliver det ikke til at forestille sig. Vi bør alligevel forholde os til det og forsøge ikke at gøre ondt værre.