Russian Schoolboy
At det er gået ned ad bakke for Ukraines væbnede styrker siden november 2022 er almindeligt accepteret, men hvad mener jeg med, at nederlaget er manifesteret?
På vej i slutspil
’Russian schoolboy’ er et kendt udtryk indenfor skakverdenen, som historisk set har været domineret af Sovjetunionen og dermed ofte russiske spillere. Udtrykket omhandler såkaldt ‘teknisk vundne slutspil’, altså at stillingen på skakbrættet er præget af, at der er få brikker tilbage og at den ene side, hvid eller sort, har en afgørende fordel. Det forventes i et sådant tilfælde, at den ene spiller kan køre gevinsten hjem på rygraden, da det er teoretisk afklaret, hvordan det skal gøres og derfor ville en pioner fra Sovjetunionen, som brugte sine eftermiddage på skak og har hørt efter, hvad læreren har sagt, have lært at vinde en sådan stilling. Deraf navnet. Russisk skoledrengsteknik er en vigtig kunst at mestre, hvis man vil gøre sig indenfor skak; det at forstå, hvordan man kan fremtvinge gunstige slutspil, ved på et fordelagtigt tidspunkt at transformere en stilling fra et midtspil, hvor man har en fordel, til et sådant vundet slutspil, er det som bringer turneringssejre i mesterklassen. Og det er efter min opfattelse analogt til dér, hvor vi nu er i Ukrainekrigen: Vi er på vej ud i en situation, som russerne vinder, fordi de har en overlegen stilling med deres styrker og det tekniske overblik til at køre den hjem. Det er tabt, og står ikke til at redde, men præcist hvordan det ender, kan vi ikke se: nederlaget er manifesteret, men endnu ikke udmøntet i sejr.
Gevinstkriteriet
Men hvordan ser en sejr ud? Hvad vil det egentligt sige at russerne vinder? Skak er abstraktion af krig, men det er ikke krig. Og i krig er man nødt til at kvalificere sejren. Hvad er vundet, når man har kæmpet mod sit broderfolk? Har ikke alle da tabt? Jeg tænker, det er vigtigt at sige, før jeg går i gang med at analysere stillingen ved fronten i Ukraine. Jeg ser to mulige afslutningsscenarier:
1) Kyiv opgiver videre kamp ved gennem kapitulation at få en dialog i gang mellem Moskva og NATO-landene ledet af USA med henblik på at holde deres nuværende territorium med adgang til Sortehavet gennem havnebyen Odessa.
2) En frossen konflikt, hvor parterne ender på hver side af Dnepr floden uden våbenhvile eller fredsslutning, hvor Kyiv er forladt og Moskva forsøger at bekæmpe ukrainske nationalister i Dnipro og Sumy.
Begge muligheder er udtryk for en russisk sejr, men hvor tilfredse Moskva kan være med det, er tvivlsomt. Scenarium 1) synes at være at foretrække. For begge parter. Det vil komme til at kræve mange resurser for Moskva, at skulle have et sådant åbent sår mod sydvest, som en frossen konflikt vil indebære. For Kyiv og EU vil scenarium 2) være et kæmpe nederlag, med de kraftige spændinger, som vil brede sig fra fronten og ind over kontinentet, for ikke at tale om de mange flygtninge, samt vanskelighederne med at administrere det vestlige Ukraine med Lviv som hovedstad præget af dyb forarmelse og dysfunktionelle politiske strukturer. Tilsyneladende er vi på vej mod det værst tænkelige udfald. Lad os se lidt nærmere på situationen.
Stillingen
Hver dag mister de ukrainske væbnede (AFU) styrker deres stillinger ved østfronten fra Vuhlidar til Kupiansk. Den russiske føderations styrker (AFR) er fremme ved den inderste forsvarslinje, hvor AFU har forskanset sig ved at udnytte og udbygge de naturlige forsvarsværker. Vest for denne linje bliver det vanskeligt at sætte et fornuftigt forsvar op og AFR bryder igennem. Vuhlidar har modstået utallige angreb de seneste år. Et veritabelt fort helt sikkert. Men nu truer AFR med at etablere operationel omringning af fortet, ved at afskære forsyningslinjerne, både vejen sydvest for, som binder op til den nordligtgående vej, vest for byen, og de to nordligtgående veje omkring kulminerne på den nordøstlige side. Det er et spørgsmål om tid, før Vuhlidar falder. Et kæmpetab.
Pokrovsk
Men det er faktisk værre end det. Længere nordpå er AFR trængt frem efter at AFU i februar trak sig fra Avdiivka, og har nu gennem erobring af byen Niu York, bragt sig i stilling til at kunne angribe det centrale logistiske knudepunkt, som forsyner meget af den ukrainske del af Donbas. De næste måneder kommer det til at handle om Pokrovsk. Udtales Bokråvsk. AFU forsøger tilsyneladende at forsøge at holde Pokrovsk så længe som muligt og har kaldt elitestyrker tilbage fra Kursk til at støde op mod AFR med målrettede kontraangreb, designet til at bremse russernes fremdrift. Det så ud til at det i lørdags var med succes, men i dag, mandag 9. september 2024, er det igen blevet hverdag. AFU er relativt godt forskanset omkring Pokrovsk, men basalt set har AFU ikke noget modsvar mod den velsmurte angrebsmaskine, de står overfor, med konstant artilleribeskydning, angreb med glidebomber fra luften efterfulgt af stormtropperne, og når ukrainerne så har trukket sig tilbage til deres næste stilling, starter artilleriet igen. Det er ørkesløst og går kun en vej.
AFR har det teknologiske overtag
Forsvaret taber mange soldater og materiel. Det er russernes overtag i luften ved østfronten, som giver udslaget. Innovationen med glidebomber, hvor en gammel bombe påmonteres nogle vinger og dermed kan affyres på afstand, har vist sig at være afgørende. Ukrainerne er trætte, demoraliserede og mangler udstyr til at stå imod, specielt kanonløb og granater er der mangel på. Det vigtigste. NATO gør alt for at opretholde illusionen om at det nok skal gå, ved at lade generaler, tænketanke og akademikere tale sort, men der er ikke noget, vi kan give Kyiv, som kan stoppe det her. Der er flere områder hvor NATO, har det teknologiske overtag, blandt andet overvågning, men i elektronisk krigsførelse, altså forstyrrelse af modstanderens evne til at præcisionsguide ammunition, for eksempel affyret fra HIMARS eller transporteret med fjernstyrede droner, der har russerne overtaget. Ukrainekrigen er den første store dronekrig i verdenshistorien og dette aspekt skal ikke undervurderes. Den russiske føderations våben er generelt meget effektive i Ukraine. Nu kommer den våde sæson igen, hvor jorden bliver blødere og her er de primitive, men lette russiske kampvogne ofte at foretrække frem for de tunge avancerede amerikanske op engelske: Vi har masser af flotte våben og er gode til at holde krigsoptimismen i vesten, men realiteterne er, at der er tunge tab over hele linjen og at situationen det seneste år, har været kritisk.
Det ender galt
Hele vejen op af frontlinjen opstår konstant scenarier hvor UFA skal undgå at blive omringet i heksekedler og derfor må rykke tilbage til mere sikre stillinger, som AFR så forbereder sig på at angribe. Kupiansk holder stadig, selvom AFR langsomt bryder igennem ud til floden Oskol. AFR er stærke taktisk og logistisk, men den russiske fordel ligger basalt set i det strategiske: Dels det politiske, at Kyiv ikke bliver medlem af NATO så længe der er kampe og dermed har Moskva allerede fået sin vilje, hvis de kan holde presset; dels det militære, at AFR er i stand til at opretholde et konstant tryk over en bred front, som det seneste år har tyndet ud i AFU og betydet, at AFU presses hårdt et sted, men samtidigt må holde deres styrker parat alle andre steder langs frontlinjen, og derfor ender med, at måtte forlade deres fordelagtige forsvarsstillinger, når presset bliver for hårdt. AFU er løbet tør for reserver at sætte ind, når der opstår huller, og med det tempo AFR har på, kan de være parate til at beskyde Kyiv by fra sydøst i 2026. Hvis det er dét, de vil. Og der er intet andet for NATO at gøre end at eskalere politisk eller opgive. Vi ved godt, hvad NATO vælger.
Forudsigelig tragik
Mange taler om fredskonferencer og våbenhvile, men der er intet incitament for Moskva til at give Kyiv en pause til at styrke deres forsvar i en våbenhvile og ingen udsigt til forhandling, ja, om Moskva overhovedet vil acceptere en kapitulation fra regeringen i Kyiv, er tvivlsomt, for de anerkender ikke dens legitimitet. Tilliden er meget lav. Scenarium 2) bliver mere og mere sandsynligt. Tingene udvikler sig således stadigvæk i det spor, som blev forudset af den amerikanske politolog John Mearsheimer for over 10 år siden: frossen konflikt. For Kyiv og NATO er det en tragedie.