En vanskelig debat

Når vi mennesker kommer på kant med hinanden går dynamikker i gang, som leder til dilemmaer, som vi hellere må tale os igennem, så det ikke eskalerer. Debat om Ukrainekrigen er et godt eksempel.

Husk at dele denne artikel, så den kommer bredt ud og mange kommer med på Kondrups Klumme!!

Lad os stoppe op at tænke

Vi skal til at tage hul på den sikkerhedspolitiske debat herhjemme efter lang tids pause. Siden 1990erne har vi lagt os tæt op ad Washington og været med på den værste. Hver gang. Det er gået relativt godt, indtil nu. Relativt siger jeg: regimerne i Afghanistan, Irak, Libyen, Israel og Ukraine har ikke alle været lige lette forsvare støtten til, men vi har en fortælling om, at vi er de gode og når ondskab skal bekæmpes, må alle midler i brug, så vi ser stort på det meste.

En ny situation

Presset stiger dog på os for tiden. USA, verdens supermagt og vores nærmeste allierede mister indflydelse i et hidtil uset tempo. Vi ser ingen ændring i denne trend, mens USA kæmper for at finde deres ben på hjemmefronten og oftere og oftere havner i væbnet konflikt per stedfortræder, rundt omkring på kloden. For nylig har NATO lagt sig ud med Rusland i Ukraine. Vi er med i NATO, og en af de mest stabile støtter af regeringen i Kyiv. Nu begynder NATO at tale om Kina, som den næste fjende. Jeg tror at vi, når vi får debatten i gang, skal tage udgangspunkt i Danmarks interesser, herfra, hvor vi står, men der vil givetvis være mange stemmer og udenrigspolitik er under alle omstændigheder ikke noget, vi skal ændre på, fra den ene dag til den anden. Det kan snildt tage et årti, før vi begynder for alvor at flytte os; noget af det vigtigste er at holde troværdighed ved at behandle vores nærmeste allierede med respekt. Men også at tage debatten nu, før vi pludselig overraskes af en ny konflikt, som blusser op et sted på kloden og vi så, lader os rive med af den næste hype og så efter noget tid, igen sidder fast med vores stillingtagen i en vanskelig udenrigspolitisk situation, vi ikke kan få noget ud af. Viden om verden og muligheden for at offentligheden forbliver informeret er grundpiller i vores samfund. Denne klumme er dedikeret til oplysning ud fra et politologisk perspektiv. Jeg fokuserer på dynamikkerne. Denne gang hvordan debatten om støtte til Kiev fungerer i Danmark.

Al debat om Ukraine bremses af DR

Her er historien om hvordan de etablerede medier reagerede på, at jeg forsøgte at stille spørgsmålstegn ved Danmarks støtte til regeringen i Kyiv. Vi er som NATO-medlemmer nødt til at agere i samlet flok, når der er optræk til ballade. Det forstår Danmark. Vi lægger låg på den offentlige samtale og retter ind, så et narrativ står klart og tydeligt: Rusland er det onde imperium og alle som siger andet end netop det, er selv onde. I P1 morgen 17/9 klokken 7.20, kørte en historie om, at dem som sætter spørgsmålstegn ved støtten til regimet i Kyiv, er en del af en ny russisk propagandamaskine, som journalisten Niels Fastrup har fået nys om. Hør fra 01.07.40 inde i udsendelsen, i studiet Pernille Rudbæk og Bjarne Stensbæk. At Rusland laver tonsvis af propaganda og er relativt gode til det, er der formodentligt ingen som er i tvivl om. Det interessante er at DRs medarbejdere, som vanligt er helt blinde for den propaganda, som de selv udøver; alt hvad der kommer fra DR er en til en det samme som der kommer fra den britiske efterretningstjeneste, fra Krigens Døgn over Brinkmans Briks til Deadline og diverse dokumentar. I P1 morgen har man kun et eksempel på det man ser som den store trussel: Dem som stiller spørgsmålstegn ved vores støtte til Kyiv regeringen.

P1 Morgen går til værks

Referencen til undertegnede er slet skjult; det er mig, som har stillet det spørgsmål i dagspressen for nylig. Det insinueres, at man er ‘en russisk trold’, fordi man stiller spørgsmålstegn ved regeringens linje. At BSW og AfD i Tyskland også har stillet det samme spørgsmål og vundet to delstatsvalg i samme periode, nævnes i forbifarten med den sædvanlige kategoriserende gestik, nemlig at det yderste højre i Tyskland, som for DRs lyttere er gjort suspekte de seneste år, er med på russernes galej, når de mener, at Tyskland skal en anden vej end USA i det spørgsmål. BSW er udbrydere af Die Linke. Næppe det yderste højre. Nuancer er der aldrig plads til, når et budskab skal formuleres af den centrale danske propagandainstitution. Og at spørgsmålet stilles dybt inde i SPD, hvor Scholz skal navigere i en økonomisk krise, skabt af manglen på billig russisk gas, det kan man jo sige sig selv, efter at Kyiv nu har fået skylden for det med gasledningen Nordstream. Det er der ingen grund til at nævne i DR. Alt er højre og venstre, ondt og godt. Intet under at deres lyttere og seere ingen kritisk sans har tilbage. Hvis de engang har haft kritisk sans og ikke er kommet væk fra kanalen i tide, er den ætset bort af den intetsigende propagandasovs, som oftest præger sendefladerne og forhindrer at offentligheden bliver informeret om den verden, Danmark er en del af.

En velsmurt maskine

Jo, i Danmarks Radio er propagandaapparatet velsmurt og effektivt rettet mod ethvert antræk til dissens. Selv hopper de på alt hvad MI6 fodrer dem med om Ukrainekrigen; ikke på bare ét punkt har de ladet virkeligheden trænge igennem. Man husker nok sagaen om Nordstream rørledningen, som regeringen og DR påstod var sabotage fra Rusland selv. Altså mod dem selv. At nogen tror på noget, som bliver sagt i den slags medier, er kraftigt medvirkende til at holde befolkningens stillingtagen til Ukrainekrigen indenfor rammerne af regeringens linje og al debat om den linje nede. Det er vellykket propaganda og så er det let for dem at kalde det noget andet. Bemærk at de selv tror på det, de siger: Niels Fastrup er ikke ond; han er uvidende om, hvad han selv gør og på den måde i god tro: Han tror, at han ‘kæmper mod det onde i verden’, når han laver propaganda og forsøger at få sin fortælling til at dominere. Også selvom det er åbenlyst selvmodsigende og absurd. Når det kommer til udenrigspolitikken er langt det meste i DR direkte misvisende, vinklet så kun en snæver bias står tilbage, som dengang i Afghanistan, hvor formanden for udenrigspolitisk nævn sagde for Gud ved hvilken gang i P1, at det var så godt vores soldater følger piger i skole dernede, mens der på Al Jazeera var billeder af en mand som hang fra hjulet på en Herkules, der lettede fra Kabul lufthavn. Da han slap og faldt i døden, skiftede vi fokus til noget andet. Nu er det Israel og Ukraine, som fremstilles i et forvrængende lys. DR er et medie som dyrker den absurde selvmodsigelse i ekstremet. Suggestivt. Selvfremhævende. Propagandistisk: DR styrer folks opfattelse i ekstrem grad og lægger en dyne over al kritisk stillingtagen til udenrigsforhold i Danmark. De åbenlyse spørgsmål stilles aldrig.

Dagspressen kommer på banen

På det seneste er der dog kommet nogle alternative stemmer herhjemme. Dr. Scient. pol. Mouritzen har tilladt sig at spørge til hensigtsmæssigheden af den ’russofobi’, som synes allestedsnærværende. Og vores berømte forsker på området, Ole Wæver, har 12/7 i Information sat spørgsmålstegn ved formuleringen i slutdokumentet på NATO-topmødet, sidste gang: Står vi uden videre inde for den nye politik rettet mod Kina? Et NATO-topmøde slutdokument er en detalje vil nogen måske synes, men som Mouritzen gør opmærksom på i artiklen, som blev trykt i Politiken 11/7, er den nuværende Ukrainekrig i høj grad et resultat af sådan et topmøde, altså det i Bukarest 2008. I kølvandet på de to doktorer, og de storme som for tiden raser i Tyskland, stiller jeg altså i et par artikler spørgsmålet, om vi skal fortsætte støtten til Zelenskyj regeringen i Kyiv. Kættersk. Nuvel. Og jeg er da også blevet beskyldt for at være på mission for Rusland af blandt andre Pios redaktør Niels Jespersen, som i et zelotisk forsvar for Zelenskyj lod hånt om al viden, og kastede sig selv og sine twitter-løjtnanter ud i en smædekampagne. Forventeligt. Og den dysfunktionelle danske offentlighed er egentlig ret underholdende fra et politologisk synspunkt: Jeg elsker, når de teoretiske dynamikker udspiller sig i en konkret social kontekst, hvis jeg må sige det sådan. Men ubehageligt er det selvfølgeligt også. Og skræmmende. Den oplevelse jeg havde, peger på nogle basale ting, som vi skal have fundet ud af at tackle rigtigt, hvis vi skal tage denne vanskelige debat og få noget ud af den.

Debatklimaet er giftigt

’I dag bringer @jyllandsposten en kronik fyldt med russiske talkingpoints. Blandt andet at Zelenskyj skulle eje store ejendomme i udlandet. Men hvor er dokumentationen? I en tid med misinformation og psyops, burde JP så ikke facttjekke den slags? #dkmedier’, skriver Pio redaktøren Niels Jespersen i et indlæg på X. Jeg skrev tilbage til ham, at sådan er det jo og ellers tak for oplysningen, hvorefter det vrimlede frem med tilkendegivelser, hvilket er, som det skal være. Men bemærk dynamikken. Der er noget, som er truet. Det er derfor Niels Jespersen reagerer. Måske er det selve sandheden; måske er det dem, som har lavet selfie med Zelenskyj og derfor kan besudles af mine skriverier, som skal forsvares. Et personangreb mod mig er på sin plads, synes Pio redaktøren. Stridens æble er en internetartikel omhandlende Den ukraisnske Præsident Zelenskyjs ejerskab til nogle ejendomme, som jeg har linket til i min artikel i Jyllands Posten 12/9 for at give et eksempel på det som EU-revisorerne i deres særberetning fra 2021 kalder for ’grov korruption.’ Afsløringen af kliken omkring Zelenskyj og deres netværk af udenlandske firmaer, samt ejendommene i London er år gammel; enhver journalist ville have kunnet google Bakanov, Shefir og Pandora. Det bemærkelsesværdige er, at ingen tilsyneladende har gjort det i Danmark, og skrevet om det. Ikke at det indgår i den russiske propaganda. Det må man regne med. Dummere er russerne heller ikke. Men når det er sagt af russerne gentagne gange og vi er fodret med det i lårtykke stråler, så er det ikke længere rigtigt, fordi det er russerne, som siger det. Her knækker filmen for Niels Jespersen. Vi har ikke fået noget at vide om Ukraine i den danske offentlighed, men at de har det problem EU-revisorerne kalder for ‘statsfangst’ og ‘grov korruption’, altså korruption udøvet af magthaverne, kan selv Pio redaktøren ikke benægte. Det forsøger han heller ikke. I stedet går han til personangreb.

Personfiksering

Den artikel, som Niels Jespersen referer til, handler ikke om personer, men om den danske sikkerhedspolitiske stillingtagen til Ukrainekrigen og vores støtte til regeringen dernede. Alligevel, som dagen udvikler sig på X, bliver der flere og flere som står på mål for, at ‘Zelenskyj ikke er korrupt’, ligesom man i sin tid havde nogen, som sagde ’Rolf er ren,’ underforstået, at det var Bjarne og Lance og dem, som havde taget doping. Ikke vores egen kæledægge (personligt elsker jeg Rolf Sørensen, men det er sagen uvedkommende). Det eneste fokuspunkt i debatredaktørernes og debatdeltagernes univers er personer og alt drejer sig om disse: Putin, Zelenskyj, ja endda min egen ringhed, er vigtige. Emnet fortrænges. Selvfølgelig er det mit ansvar at have linket til den hjemmeside, som Jespersen fandt forkert; det tror jeg, at han har ret i, at den var. Der var faktisk ikke så meget konfliktpotentiale i det. Og så alligevel. For nu har han jo mistænkt mig for gennem misinformation og psyop, at være i en fremmed magts tjeneste og så kører den tråd derudaf med tilsvining af mig. Avisen var sagesløs, men inkrimineres også af Niels Jespersen. Det er en eskalering. Nu udstiller jeg ham her. Det er en eskalering. Jeg håber, at han er ligeglad med det, men hans integritet er kompromitteret, så det ville være naturligt med endnu en sværtning af min person. Han har platformen til det. Når man stiller spørgsmålet om Danmarks støtte til regimet i Kyiv, er man på fjendens hold. Mange vil givetvisa tro på det, hvis han bliver ved med at sige det. Ikke de skarpeste knive i skuffen, men mange. Nu er Danmarks Radio også med i propagandakoret. Pointen er her, at det er en dynamik, som i mikroformat spejler konflikters udvikling, som de er flest.

Sikkerhedsdilemmaet

Jeg skriver dette for at sikre mig, at jeg ikke bare bliver jordet igen i fremtiden, men mit forsvar indeholder implicit et angreb på redaktøren. Bemærk dynamikken: Nogen føler sig truet og når de så forsøger at sikre sig, bliver den sikring de laver, opfattet som en trussel af de andre, som så søger at sikre sig, hvilket imidlertid opfattes som en trussel af dem, som følte sig truet i første omgang. Og med dem måske også deres venner og ja det kan udvikle sig. Vi kalder det ’sikkerhedsdilemmaet’, for når jeg føler mig truet, skal jeg så sikre mig, vel vidende, at det opfattes som eskalerende af dem, jeg vil sikre mig mod? Der er ikke nogen nem vej ud af dette: hvis jeg undlader at sikre mig, hvad vil mine børn så ikke tænke; hvis jeg sikrer mig, øger jeg usikkerheden og det kan gå ud over mig og mine børn. Klassisk. For mennesker som forsker og underviser i global politik, er dette klart som vand. Det er hverdagens grunddynamik i geopolitik. Men hvis man tager udgangspunkt i den, så er man på fjendens side og gør man ikke, så kører det bare af sted med os. Omkring årtusindskiftet udvidede vi NATO for at sikre os mod Rusland. Ja, men hvordan tror I, det opfattes af dem NATO er rettet imod, altså russerne? - spurgte praktikere, forskere og teoretikere allerede dengang. Det kan vi være ligeglade med for vi har retten på vores side, sagde vi til os selv i Vesten og desuden er vi stærkere, så russerne tør ikke at eskalere til krig, og så ignorerede vi, hvad russerne måtte tænke om det. Og da det så eskalerede i Ukraine efter årtusindskiftet, sagde vi så, at det er fordi, at russere er onde. Igen, klassisk: lige efter bogen. Problemet er, at når konflikten eskalerer, bliver den farligere og det bliver vanskeligere at deeskalere. Hvorfor skulle vi ville deeskalere? Vi har jo ret. Ja, men….

Er der en voksen?

Min pointe er, at hvis man ikke må have lov til at sige ’ja, men,’ og blive hørt for det man siger, så eskalerer det af og til ud af kontrol, helt af sig selvom, uden at vi får talt om, hvad vi vil. Snart er Kyiv kørt over ende og vi skal til at tage stilling på ny krig. Derfor insisterer jeg på, at vi har debat om vores sikkerhedspolitik i Danmark, uanset hvad folk så måtte mene om min person og hvilke metoder de vil bruge til at lukke munden på mig. På et eller andet tidspunkt, skal vi tale med vores fjender for at få fred, det som von der Leyen vrængende kalder ’forsoning’ (appeacement). Hvad synes de folkevalgte egentligt om det? Er der folkevalgte i Europa og Amerika med et stærkt mandat? Hvad siger de? Når man taler om forsoning, fred og løsning af konflikten i Ukraine, går der ikke lang tid før propagandaen tager over og man hører tilfældige historiske analogier styre opfattelsen: Hitler, Chamberlain, Imperialismen må standses og du er bare naiv og på fjendes side, hvis ikke du kan se det, og ja, det kører af sig selv, af sporet, væk fra den virkelighed vi befinder os i og ind i status quo, hvor vi ikke engang kan begynde at debatere, hvad vi skal gøre ved vores snart håbløse situation i forhold til Ukraine. For mig er fred og forsoning en dyd. Men det er vanskeligt at kunne deltage i offentligheden på normale vilkår, når man bliver udstillet som landsforræder på landsdækkende radio, for at stille spørgsmålstegn ved vores deltagelse i krig. Det håber jeg, vi kan overkomme i fællesskab; håbe kan man nemlig altid få lov til. Hvis man altså har noget at håbe på.

Husk at dele denne artikel, så den kommer bredt ud og mange kommer med på Kondrups Klumme!!