Vi skal genoverveje geopolitikken

Vi bliver ved med at komme galt afsted og skal ændre vores geopolitiske habitus, samt forny forholdet til vores nærmeste allierede. Men kan vi komme ud af slipstrømmen på USA?

Den danske sikkerhedspolitik fungerer ikke

De seneste 30 år har vi tabt krige, fordi svævende ideologiske betragtninger hele tiden vinder over de pragmatiske nøgterne vurderinger, når vi engagerer os militært med støtte til krige rundt omkring på kloden. På den måde er vi kommet længere og længere væk fra at have et billede af den globale sikkerhedspoliotiske virkelighed og vores reelle handlemuligheder; på den måde vælger vi gang på gang en strategi, som svækker os selv, uden at vi får noget ud af det. Og det skal vi ændre på. Vi har lige brugt 59 milliarder på at støtte regimet i Kyiv, med det udfald at Ukraine er blevet smadret uden udsigt til noget. Med vores støtte gjorde vi ondt værre. Som sædvanligt. Vi skal ikke være opgivende, men når vi vælger at løbe panden mod en mur, ender vi med at stå desorienteret tilbage med ondt i hovedet og virke opgivende. Vesten fejlede med sin interventionisme, fordi den ville noget, som ikke kunne lade sig gøre i stedet for at holde fokus på det sikkerhedspolitiske: Vi blev ideologiske og overmodige, de andre blev mere og mere usikre på os og så endte det med krig i Ukraine. Min pointe er, at vores stillingtagen er en del af problemet, men selvfølgelig også en del af løsningen. En ny retning vil kræve mod, men hvad er alternativet?

En kedelig historie

At Jugoslavien brød sammen udstillede EU's manglende handlekraft. Det bragte NATO i spil og ledte NATO ind på en bane, som udløste en modreaktion fra Kreml. I 00erne var opgaven for EU og NATO at etablere en stabiliserende sikkerhedsarkitektur i kølvandet på den kolde krig; det lykkedes ikke. I Afghanistan kunne vi have skubbet Al Qaeda ud og rejst hjem i stedet for at tro, at man kan bygge en stat et sted, hvor der ingen forudsætninger er. I Irak kunne vi have erstattet Hussein regimet med Malikis regime og rejst hjem. På den måde kunne USA, EU og vores allierede have løst nogle udfordringer og skabt en verdensorden til vores og muligvis alles fordel. Det ville have krævet, at USA tillod andre større magter at kunne agere i henhold til deres egne interesser i en inklusiv ramme omkring bekæmpelse af destabiliserende aktører.

Der blev ingen ny verdensorden

I stedet forsøgte USA at dominere gennem tvang og underminering. Om Washington kunne havet ændret kurs, er et teoretisk spørgsmål og hvad der var sket, hvis USA ikke havde fortsat interventionismen, er hypotetisk. Vi i Danmark lå tæt op ad Washingtons linje hele vejen igennem. Nu er USA endt på hælene og vi i Europa må begynde at orientere os på ny. Situationen er ændret. Det gik dårligt i Syrien, Libyen og Ukraine op gennem 2010erne. Israel fungerede heller ikke. Forholdet til Rusland og Kina forværredes. I 2020erne er det eskaleret. Problemerne tårner sig op. Der er ingen grund til at blive opgivende. Det første skridt for EU vil dog være at opgive Ukraine.

Ukrainekrigen er gået galt

Siden krigsudbruddet i første halvdel af 2022 har regeringen i Kyiv konstant valgt at handle sådan, at støtten fra Vesten blev styrket, men at den ukrainske hærs modstandskraft blev svækket. Jeg nævner i flæng ideen om at holde Bakhmut, mens russerne byggede Surovikin-linjen, Den store Modoffensiv og den pludselige Kursk indtrængen. Hver gang får Kyiv flere penge og våben fra os, men man ofrer for mange mænd. Pentagon nedlagde veto mod yderligere eskalering med missilangreb ind i Rusland og Washington synes at have mistet interessen for Ukraine nu, hvor prospektet er, at det strategiske knudepunkt Pokrovsk falder, måske allerede i den kommende vinter, en vinter som bliver bidende hård, hvorefter Kreml kan sætte betingelserne for Ukraine, som de finder for godt. Ukraine kommer ikke ind i NATO, så længe der er kampe. Uanset hvor lang tid det kommer til at tage, før Kyiv kapitulerer, står EU tilbage med en tabt krig og et ramponeret Ukraine lige udenfor sine grænser. Og nej. Det er ikke realistisk, at EU slækker på alle krav for optagelse og Ukraine kommer med; det vil EU ikke kunne holde til.

Europa kom på mellemhånd

Tysk økonomi er under pres på andet år. Modellen med billige råstoffer fra Rusland iblandet tysk ihærdighed, som drev Europa frem mod øget velstand, er underløbet. Det vil tage årtier at genopbygge tilliden til Rusland, som i mellemtiden har bundet sig til Kina. Afindustrialiseringen af Tyskland vil fortsætte, da produktionsomkostningerne forbliver høje uden billige russiske råstoffer. For Danmark betyder dette, at vi, på trods af vores velfungerende samfundsmodel, skal genorientere os, for Tyskland er vores vigtigste nabo. Situationen er vanskelig. Den nuværende kurs i EU er desværre lige så fatalistisk som den amerikanske. Europæerne er også tynget af gæld, immigration og sociale udgifter. Danmark er et smørhul. Vi har tid til at vende os langsomt rundt. Men vi skal begynde nu. Meget afhænger af hvordan vores EU-samarbejdspartnere reagerer det næste års tid.

EU er endt som vasal for USA

Vi glemmer vores egne interesser og er på vej til at blive trukket ind i en handelskrig mod resten af verden. Det er hverken i Danmarks eller noget andet EU-lands interesse. For tiden er stemningen i EU's ledende organer, at antræk til diskussion skal betragtes som 5te kolonne virksomhed, men opbakningen til von der Leyens linje begynder allerede at vakle i Berlin og Rom. Hvor Paris lægger sig, bliver interessant. Ukrainespørgsmålet og forholdet til Israel slider på sammenholdet og regeringerne i de enkelte lande. Afgørende bliver det, om vi kan finde en konstruktiv linje overfor Kina. Måske er det gode ved, at USA har droppet Kyiv, at vi står frit til samlet at sige fra overfor USA i Østasien. Det kunne blive det første skridt i retning af en selvstændig politik, hvor Europæernes interesser kommer i centrum og vi kan finde en ny balance overfor Rusland, Tyrkiet, Asien og Afrika. Danmarks politiske kapital er her, at de fleste befolkninger gerne ville leve i et samfund som vores, hvis de kunne. En væsentlig hindring for dansk indflydelse er dog, at EU's politik ikke styres af befolkningernes interesser og at den ikke adresserer udfordringerne. Vi skal bidrage med vores politik og melde selvstændigt ud omkring, hvor vi vil hen. Med Danmark og med EU. De nærmeste årtier bliver op ad bakke, men vi skal op igen.

Skal vi tale om det her?

En ny kurs er nødvendig, men det er ikke muligt at få en debat i gang, hverken i parlamentet eller i medlemslandene. Når al diskussion holdes nede, er det ofte, fordi samtale er påkrævet. Lad mig for at starte en debat, give mit skudsmål til, hvad som burde være EU's fokus: Hold op med at skælde ud på Orban og andre dissidenter og lad os i stedet tale åbent om udfordringerne. Frankrig og Italien kan ikke reformere sig ud af gældsproblemerne. Vi evner ikke at standse indvandringen og med en slunken tysk økonomi, er EU sårbar overfor geopolitiske hændelser. Efter BRICS-mødet 22-24 oktober 2024 i Kazan, står vi overfor en verden, hvor dollaren og med den også euroen i det nærmeste årti kommer under pres: Når vi ikke længere bare kan trykke penge til at betale renter, skal vi til at afbetale gælden. Det kræver bedre afkast af vores arbejde, hvis vi skal undgå inflation. EU skal derfor fokusere på at forbedre de realøkonomiske vilkår, øge produktivitet, innovation og lave lukrative handelsaftaler. Det betyder, at vi ikke kan male os op i en krog og følge USA i krige på deres vej ned i bankerotten. Afkobling er et modeord. Vores forhold til Washington skal omkalfatres og så skal vi koble os til nye muligheder. Vi skal genvinde autonomi og sikre fred, så vi må lægge krigene bag os og i stedet sikre vores fremtid i en ny verden. Det kræver at vi tager den vanskelige samtale om vores forhold til USA. Et første skridt kunne være at sige overfor den automatik som synes at styre vores deltagelse i og støtte til Washingtons krige.